
Af: Peter Schulz
Christian Eriksen scorede sit mål nummer 9, 10 og 11 i VM-kvalifikationen og sikrede dermed Danmark en 5-1-sejr og en plads ved VM.
Danmark skal til VM i Rusland til sommer.
Det står klart efter tirsdagens 5-1-sejr over Irland i Dublin.
Her var Danmark akkurat så meget bedre end Irland, som de fleste formentlig havde forventet og håbet inden lørdagens 0-0-skuffelse i Parken.
Og at der var den slags klasseforskel kan man i den grad takke Christian Eriksen for.
Efter en irsk chokstart, hvor Shane Duffy bragte hjemmeholdet på 1-0 efter en dødbold, foldede Tottenham-stjernen sig for alvor ud.
Andreas Christensen fremtvang et irsk selvmål til 1-1 efter en lækker tunnel fra Pione Sisto, og så var scenen sat for, at Christian Eriksen og den danske kontramaskine kunne gøre det af med irerne.
Christian Eriksen scorede hattrick med målene til 2-1, 3-1 og 4-1. Det ene mål smukkere end det andet.
Først afsluttede den danske 10'er en omstilling startet af Yussuf Poulsen og smart videreført af Nicolai Jørgensen inden pausen. En afslutning med højrefoden fra kanten af feltet gik ind via overliggeren uden chance for Randolph i det irske mål.
I anden halvleg scorede Eriksen så i en lignende position med venstrefoden, inden han fuldførte et fantastisk flot hattrick ved at kanonere 4-1-målet ind i målhjørnet.
Målene var Christian Eriksens niende, 10. og 11. i denne VM-kvalifikation, og dertil kommer tre assists, som betyder, at han i 12 kampe for Danmark har været direkte involveret i 14 scoringer.
Lad os håbe, at Christian Eriksen kan fortsætte den form i Rusland til sommer.
Indskiftede Nicklas Bendtner scorede til 5-1 på et straffespark begået mod Rosenborg-angriberen selv i de sidste minutter.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










