Gå til hovedindhold

Standard Liege henter Jacob Barrett i Bielefeld - se hans to Bundesliga-kasser her

Af: Christian Winther Johansen

Jacob Barrett Laursen skifter Armenia Bielefeld ud med en treårig kontrakt i belgiske Standard Liege.

Den danske venstreback Jacob Barrett Laursen er ny mand i den belgiske traditionsklub Standard Liege.

Det meddeler klubben lørdag på sin hjemmeside.

27-årige Barrett Laursen har lavet en treårig kontrakt med option på et år mere.

Den tidligere OB-profil stod egentligt til at skulle spille i den tyske 2. Bundesliga, efter at han og Armenia Bielefeld i sidste sæson rykkede ud af den bedste række.

Men han drager altså videre i karrieren efter to sæsoner i Armenia Bielefeld, hvor det blev til i alt 43 kampe og 3 scoringer.

Inden tiden i Tyskland spillede Barrett Laursen syv sæsoner i OB, hvor han opnåede 127 kampe og 8 mål.

På de danske ungdomslandshold har backen opnået 15 kampe, og i 2016 var han en del af den danske trup til OL-turneringen i Brasilien.

Standard Liege har vundet ti mesterskaber og otte pokaltitler i Belgien, men klubbens seneste sæsoner har ikke været prangende.

I sidste sæson blev holdet blot nummer 14 i den bedste række.

/ritzau/

Andre gode nyheder