Af: Frits Ahlstrøm
Ståle Solbakken har tilføjet et nyt kapitel til den norske fodboldhistorie.
Den 55-årige cheftræner er den første, der nogensinde har udtaget sin søn til det norske A-landshold.
23-årige Markus Solbakken er en af fire nye i truppen til venskabskampen mod Jordan 7. september og EM-kvalifikationskampen mod Georgien fem dage senere. Begge kampe spilles på Ullevaal i Oslo.
De tre andre med mulighed for debut er den 22-årige angriber Osame Sahraoui i SC Heerenveen, den 18-årige angriber Antonio Nusa i KV Club Brugge og den 23-årige midtbanespiller Emil Breivik i Molde FK.
-Markus er med fordi, han er god nok, siger Ståle Solbakken. Det var ikke det nemmeste for mig, men Markus har bidraget væsentligt til, at hans klub har vundet sine seneste ti kampe i Eliteserien. Han har international nærkampstyrke og præsteret stabilt på et højt niveau over en længere periode.
-Jeg skal udtage de bedste her og nu, og så må jeg se bort fra far og søn-forholdet, tilføjer Ståle Solbakken. Det havde været forkert og urimeligt, hvis han ikke havde fået en plads i truppen.
Markus Solbakken er midtbanespiller i FK Viking Stavanger, som efter 19 runder deler 1. pladsen med de forsvarende mestre fra FK Bodø/Glimt. De har hver 44 point. Dernæst følger Tromsø IL med 39 (for én kamp færre), Molde FK med 34, SK Brann Bergen med 33 og Lillestrøm SK med 32 point.
Ståle Solbakken har også udtaget Martin Ødegaard i Arsenal FC, Erling Haaland i Manchester City FC og Alexander Sørloth i Real Sociedad.
Frits Ahlstrøm
frits@ahlstromfootball.com










