Sportshistorie i Cuba: Spillere skifter nu udenlands

Af: Ritzau
De to fodboldspillere Maykel Reyes og Abel Martínez skriver historie i disse dage.
De er nemlig de første cubanske fodboldspillere til at skifte til udlandet, efter Raúl Castro i 2013 igen gjorde professionel sport lovlig i østaten. Professionel sport var i det kommunistiske Cuba forbudt i mere end 50 år.
Begge spillere på 22 år har underskrevet en etårig kontrakt med den mexicanske klub Cruz Azul, skriver Marca. Dog skal de starte med at spille for de mindre hold i klubben, men med hårdt arbejde kan de forfremmes til førsteholdet, lyder det fra klubben.
- Cubansk fodbold tog onsdag et vigtigt skridt mod vores mål om at vokse internationalt med Martínez og Reyes' underskrivelse af kontrakter med Cruz Azul i den mexicanske liga, siger præsidenten for det cubanske fodboldforbund, Luis Hernández.
Udover de to ovennævnte spillere træner tre andre cubanske spillere Sandy Sánchez, Arturo Diz Pe og Arichel Hernández med i opstarten hos en anden mexicansk klub Santos Laguna, og også her forventes der at falde en kontrakt til cubanerne.
I årtier trynede Cuba deres bedste atleter, der blev betalt nærmest ingenting for deres hårde arbejde og for at repræsentere deres stolte nation.
Den nye politik, som Rubén Castro fremlagde i 2013, betød således, at atleter nu kunne beholde 100 procent af deres præmiepenge fra oversøiske turneringer, hvor det tidligere blot var tilladt at beholde 15 procent af det indtjente, mens de resterende 85 procent gik til staten.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk