Gå til hovedindhold

Sønderjyske Fodbold satser på målfest og stadionrekord

Af: Frits Ahlstrøm

Sønderjyske Fodbold satser på at få opfyldt et stort ønske i søndagens kamp mod FC København hjemme på Sydbank Park i Haderslev.

At vinde – gerne med mange scoringer – og samtidigt notere en stadion-rekord.

Det er 26. gang, Sønderjyske Fodbold spiller på hjemmebane mod FC København i Superligaen. Indtil nu er det blevet til kun en enkelt sejr: 3-0 mod netop FC København 19. november 2017 med Christian Greko Jakobsen, Marc Pedersen og Troels Kløve som målscorere. I de øvrige kampe er det blevet til uafgjort i 8 og nederlag i 16.

Stadionrekorden er på 8.357 tilskuere; sat 4. maj 2014, da Vesttribunen blev indviet, og Sønderjyske Fodbold vandt 1-0 over Viborg FF på et mål af Daniel Jensen.

-Vi håber, at vi for første gang kan melde alt udsolgt, siger Jacob Ravn, kommunikationschef i Sønderjyske Fodbold. Det vil sige 10.100 tilskuere.

-Vi håber også at lave mange mål for at hjælpe Børnecancerfonden, tilføjer Jacob Ravn og hentyder til ’Grib Bolden’ – et projekt, der for sjette år i træk gennemføres i samarbejde med Select, GLS og 3F samt Viaplay.

’Grib Bolden’ har i de første fem år indbragt 5.643.194 kroner, deraf en rekord-donation på 1.543.190,20 kroner i 2023, hvor antallet af bolde blev øget fra 5.000 til 7.000.

-I år tilbyder vi 8.000 bolde, oplyser Mathias Præstholm, projekt manager hos Viaplay. Vi håber, at alle ligesom i de øvrige år bliver grebet, så vi kan støtte Børnecancerfonden med 2 millioner kroner.

-Det er et godt projekt, som mange fodboldfans forhåbentligt vil støtte, understreger Jacob Ravn. I Sønderjyske Fodbold vil vi donere 2.000 kroner for hver scoring mod FC København. Det må meget gerne blive en af de kampe, hvor vi virkeligt får ram på københavnerne.

-Vi tager ikke glæderne på forskud, tilføjer Jacob Ravn, men hvis vi lander et parti fodbolde, sender vi dem videre til vores samarbejdsklubber, så de kan være med til at sprede det gode budskab i hele Sønderjylland.

Ildsjælen, nu pensioneret overlæge dr.med. Henrik Hertz, tog initiativet til Børnecancerfonden i 1995. Organisationen er kommet langt og har uddelt 570 millioner i alt til børnekræftområdet, men – som de bemærker – vi er stadig langt fra at komme i mål; det vil sige helbredelse af alle børn.

-Langt de fleste penge er gået til solide forskningsprojekter, oplyser Børnecancerfonden. Det er der en god grund til. For 50 år siden var det kun 1 ud af 2 børn med kræft, der overlevede; nu er det 6 ud af 7. Det havde ikke været muligt uden forskningen.

Hvert år får omkring 200 børn i Danmark stillet diagnosen kræft; og lige nu er omkring 500 i behandling for sygdommen, som flest børn i Danmark over 1 år dør af. Mere end hvert 2. barn har senfølger. Koncentrationsbesvær, hjertesygdom, knogleskørhed og nedsat fertilitet er blandt de symptomer, disse børn skal leve med efter at have gennemgået en kræftbehandling.

I 2023 blev der uddelt 46 millioner kroner: 93 procent til den livsvigtige forskning og 6 procent til at støtte familierne, mens 1 procent blev anvendt til oplysning og vejledning.

Børnecancerfonden er 100 procent afhængig af gaver og donationer for at kunne finansiere den nødvendige forskning.

Derfor appellerer kampagnens ambassadører, landsholdsspillerne Pernille Harder og Mads Hermansen, til alle om at gribe de 8.000 bolde.

Ved at donere minimum 250 kroner til boernecancerfonden.dk modtager du som tak en specielt fremstillet Select Replica Superliga-fodbold.

Du kan se kampen mellem Sønderjyske Fodbold og FC København på Viaplay og TV3+ søndag med optakt fra klokken 17:00.

Andre gode nyheder