Skønne, skønne tv-billeder: Elkjær og Laudrup mindes den dag de mødtes i Europa Cuppen
Af: Peter Schulz
Michael Laudrup og Preben Elkjær mødtes for 35 år siden i en stor europæisk kamp. Tirsdag aften delte de minder sammen.
Det er 35 år siden, at Preben Elkjær og Michael Laudrup mødtes i Europa Cuppen - med blot 70 tilskuere på tribunen.
I tirsdagens Champions League-udsendelse kiggede de to danske landsholdslegender sammen tilbage på det historiske opgør mellem Verona og Juventus i Europa Cuppen for mesterhold i oktober 1985.
Opgøret blev spillet med blot 70 tilskuere på grund af Heysel-katastrofen et lille halvt år tidligere.
Det hele starter med, at Preben Elkjær ikke kan kende sig selv på et foto af historisk kamp mod Juventus og Michael Laudrup.
Men så smider vært Peter Grønborg trumfkortet - tv-billeder fra opgøret, hvor man ser begge de to danske stjerneangribere.
Preben Elkjær mindes, at Verona blev snydt for et klokkeklart straffespark.
-Det er jo Italien, så sådan noget sker, siger en bitter Preben Elkjær, mens Michael Laudrup storsmiler.
-Det var jo ikke en italiensk dommer, siger Michael Laudrup.
-Det var en fransk dommer, og han var på ferie hos Platini bagefter, bemærker Preben Elkjær.
Du kan se de fantastiske tv-billeder og det sjove gensyn med unge udgaver af Elkjær og Laudrup i videoen her.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk









