Skidt nyt: Forårsåbneren mellem AGF og OB udskudt
Der bliver ikke spillet Superliga-fodbold fredag aften.
Af Anton Kristensen
Sneen har lagt sig som en tæt dyne over Danmark, og for de mange Superliga-fans, der havde set frem til forårsåbneren mellem AGF og OB, har det givet bange anelser.
Nu bliver mareridtet så til virkelighed, for kampen bliver udskudt grundet kraftigt snevejr, skriver AGF på sin hjemmeside.
Opgøret var sat til at starte kl. 19.00 fredag aften, men heldigvis for begge holds fans skal de kun vente til mandag for at se de to hold i aktion.
AGF bekræfter nemlig ligeledes, at kampen spilles mandag den 9. februar kl. 21.00.
Om aflysningen siger AGF-direktør Jakob Nielsen til klubbens hjemmeside:
”Vejret har været for voldsomt, så på trods af vores forberedelser kan vi mod forventning ikke blive klar til kampen. Vi ærgrer os – ikke mindst på vegne af vores fans – over, at vi ikke kan indlede forårssæsonen, som vi havde set frem til. Samtidig har vi oplevet stor opbakning til klubben fra fans, der har tilbudt at komme og hjælpe med at rydde. Det sætter vi som klub meget stor pris på og håber at se alle alligevel, når kampen er programsat.”
Helt til mandag behøver de Superliga-hungrende dog ikke at vente. Allerede søndag er der kampe på menuen, hvor blandt andet Brøndby tager imod Randers. Den kamp kan du se kl. 18.00 på Viaplay og TV3+ med optakt fra kl. 17.00.




