Signe Bruun før Super Cup-finalen: Hold øje med disse PSG-spillere – det bliver underholdende og målrigt
Af: Jonas Helmy
Den danske goalgetter, Signe Bruun, er ude med en knæskade i Paris Saint-Germains Super Cup-finale mod Lyon lørdag. Hun forventer dog alligevel masser af mål fra sine talentfulde holdkammerater. Se kampen på TV3 SPORT og Viaplay lørdag kl. 15:25.
21-årige Signe Bruun tog springet fra Fortuna Hjørring til Paris Saint-Germain sidste sommer og kom stærkt fra land med tre kasser i sin debutsæson, hvor hun oftest kom ind fra bænken.
Desværre modtog hun den forfærdelige nyhed i foråret, at hun havde revet sit korsbånd over. Så hun står fortsat over for en lang rehabiliteringsperiode i Frankrig.
I mellemtiden kan hun gøre os klogere på, hvem fra PSG, der kan gøre det onde ved frygtindgydende Lyon.
-Jeg synes, vi har kvalitetsspillere over hele banen, der kan skabe noget på egen hånd, siger Signe Bruun til TV3 Sport.
-Men man skal især holde øje med den nye Sara Däbritz, der er virkelig dygtig til at fordele spillet og skabe rum fra sin position på midtbanen. Hun har også allerede vist, at hun selv kan score mål og assistere.
-Kadidiatou Diani plejer at være garant for gode driblinger og scoringer. Hun er altid afgørende for os. Det samme kan man sige om Marie-Antoinette Katoto, der har en vild målnæse.
-Og så skal Formiga også nævnes. Hun er ikke så iøjnefaldende, men med sine 41 år binder hun stadig holdet sammen. Hun er så vigtig en spiller for os, og hun er lidt undervurderet, synes jeg.
Lyon og PSG har scoret hhv. 20 og 17 mål i de tre første ligakampe denne sæson. Lørdag skal styrkeforholdet mellem de to giganter testes for første gang i sæsonen.
-Den franske mentalitet er at komme frem på banen og score masser af mål, så det bliver med garanti underholdende med god fodbold og forhåbentlig med høj kvalitet, siger PSG-angriberen Signe Bruun.
Se Lyon – Paris-Saint Germain i Super Cup-finalen lørdag kl. 15:25 på TV3 SPORT og Viaplay.
FØLG TV3 SPORT Kvindefodbold på Facebook
Jonas Helmy
jonas.helmy@tv3sport.dk









