Gå til hovedindhold
FodboldGhana

Serritslev snydt for afrikansk topjob

Serritslev snydt for afrikansk topjob

Af: Ritzau

Den tidligere danske landstrænerassistent Flemming Serritslev var manden, Ghana ville have som teknisk rådgiver for landsholdet, men en trænerfyring efter en sejr fik The Black Stars på andre tanker.

Der er sket ting og sager omkring det ghanesiske landshold de seneste uger. Afrikanerne, der skuffede fælt ved VM-slutrunden i Brasilien, har blandt andet været på udkig efter en teknisk rådgiver for landsholdet, og jobbet så ud til at gå til Flemming Serritslev.

Den tidligere assistent for Richard Møller Nielsen og Bo Johansson var nemlig - efter et succesfuldt jobinterview -blevet indstillet til posten af den jury, som det ghanesiske fodboldforbund havde nedsat.

En fyring af landstræner Kwesi Appiah, der blev offentliggjort i fredags, ændrede dog alt for 67-årige Serritslev.

  • Den gruppe, der skulle finde en teknisk rådgiver, pegede enstemmigt på mig som nummer ét til at få jobbet. I fredags valgte Ghana dog at fyre landstræneren, kort efter de havde vundet ude over Togo, og nu er der opstået en helt ny situation, siger Serritslev til tv3sport.dk og tilføjer:

  • Jeg tror ikke længere, de har brug for en teknisk rådgiver til landsholdet. De har brug for en ny landstræner

Landstrænerjobbet kan meget vel tænkes at gå til Milovan Rajevac. Serberen, der tidligere har været landstræner i Ghana, var også i spil til jobbet som teknisk direktør, men var altså bag Serritslev i køen. Danskeren undrer sig.

  • Jeg tror, stillingen som teknisk rådgiver er udskudt i første omgang. Det er lidt mystisk, at de fyrede ham (Appiah, red.) efter en sejr, men nogle gange er det uforudsigeligt i Afrika, vurderer Serritslev.

Hændelsesforløbet i Ghana kan imidlertid ikke tage modet fra Serritslev. Der søges med lys og lygte efter et fodboldjob uden for Danmarks grænser.

  • Jeg har masser af mod på at finde arbejde i den internationale fodboldverden. Til gengæld har jeg haft min tid i Danmark, hvor jeg har været glad for at arbejde. Men jeg er på jagt efter sportslige og kulturelle oplevelser udenlands, slutter han.

Flemming Serritslev indledte sin trænerkarriere i 1981, hvor han tog tøjlerne i Ikast. Siden har han blandt andet været tilknyttet Kolding, B 1909, det danske A-landshold som assistenttræner, det danske U21-landshold som cheftræner, Nasarawa i Nigeria og det armenske U21-landshold.

Andre gode nyheder