Scorer fra 100 meter: Er dette årets mål?
Af: Peter Schulz
Engelsk keeper scorer fuldstændigt spektakulært langskudsmål på kollegaen i den anden ende.
Der må være cirka 100 meter fra der, hvor bolden ligger, da han sparker til den, og så til modstandernes mål.
Ikke desto mindre lykkes det Newports målmand Tom King at score på et målspark med lidt hjælp fra en kraftig vind.
Vi er i opgøret tirsdag aften i League Two mellem Newport og Cheltenham, og man må sige, at det blæser en lille smule.
Newport-målmanden tager ikke en gang et særligt langt tilløb, men bolden flyver helt til kanten af Cheltenhams felt, hvor den hopper højt over målmand Josh Griffiths og ind.
Tom King indrømmer efter kampen, at det ikke var planlagt.
-Det er det første mål, jeg har scoret på professionelt niveau. Jeg ville gerne kunne sige, at jeg så, at han stod langt ude, men nej, siger Tom King til BBC.
-Heldigvis gik den ind, men vi gik efter de tre point i aften, ikke kun det ene, siger Tom King desuden om kampen, som sluttede 1-1.
-Det tog mange på sengen, jeg vidste ikke en gang, hvordan jeg skulle juble, og jeg undskyldte overfor den anden målmand efter kampen.
-Det skete næsten for mig i sidste sæson mod Morecambe. Det er ikke rart at stå på den modsatte side af sådan noget, siger Tom King.
Han og Newport har gang i en strålende sæson i League Two - den fjerdebedste række - lige nu.
Holdet er nummer to med 40 point efter 22 kampe.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










