Rosenborg-træner sætter sin lid til Bendtner i CL-kamp
Af: Ritzau
Nicklas Bendtner trives i store kampe, siger hans træner inden returkamp i Champions League-kvalifikationen.
Den danske angriber Nicklas Bendtner får en vigtig rolle, når Rosenborg onsdag spiller returkamp mod Celtic i Champions League-kvalifikationen.
Det siger hans træner i Rosenborg, Kåre Ingebrigtsen, der også var imponeret over danskerens indsats i udekampen mod de skotske mestre.
-Han er en mand, der trives ved store kampe, og det viste han i første opgør. Han holdt godt i bolden, og vi brugte ham meget. Han skaber rum, og modstanderen holder øje med ham. Og så skaber vi chancer.
-Vi skal bruge ham så meget som muligt, og vi skal bruge ham, som vi gjorde i Glasgow, siger Ingebrigtsen til det norske nyhedsbureau NTB.
Bendtner er den eneste spiller i Rosenborg-truppen med Champions League-kampe på cv'et. Den danske angriber har spillet i alt 37 kampe i den fineste europæiske klubturnering med ni mål til følge.
Og Bendtner er netop hentet til den norske klub på grund af sin erfaring.
-Helt sikkert. Han har været på den her scene før, og han ved, hvad der kræves. Der er ikke så meget europæisk erfaring i resten af truppen, og så er det klart, at folk med hans erfaring bliver vigtige, siger Ingebrigtsen.
I den hjemlige liga har Nicklas Bendtner scoret seks gange i 16 optrædener for de forsvarende norske mestre, der topper Eliteserien.
Rosenborg og Celtic mødes onsdag aften på nordmændenes hjemmebane i returopgøret i Champions League-kvalifikationen. Første opgør endte 0-0.
Den samlede vinder skal spille playoffkampe om at komme med i Champions League-gruppespillet. Klubben vil samtidig mindst være garanteret deltagelse i Europa Leagues gruppespil.
Du kan se Bendtner og co. i aktion på TV3 SPORT 2 og Viaplay i aften. Det er klokken 20.40.
HUSK, at vi sender FCK's skæbnekamp mod Vardar i dag. Du kan se med fra klokken 19.00 på TV3+ og Viaplay.
Første kamp endte 1-0 til Vardar, og FCK skal derfor ud over stepperne, hvis de vil gøre sig forhåbninger om videre avancement i Champions League.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










