Af: Peter Schulz
Romelu Lukaku har givet Inter besked på, at han ønsker at vende tilbage til Chelsea. Men belgieren bliver langtfra billig.
£110m.
Så mange penge (cirka 960 millioner danske kroner) forventer Inter at få for at sælge 28-årige Romelu Lukaku til Chelsea i dette transfervindue.
Det rapporterer i hvert fald engelske Daily Mail.
Den engelske avis beretter om, at italienerne allerede har afvist et åbningsbud på £85m + den spanske back Marcos Alonso.
Og nu forventer Christian Eriksens klub altså angiveligt, at Chelsea vender tilbage med et væsentligt forbedret tilbud for den belgiske stjerne.
Chelsea har ifølge avisen rettet fokus mod Romelu Lukaku efter at Borussia Dortmund blankt har afvist at sælge Erling Braut Haaland for andet end et endnu mere astronomisk beløb.
Romelu Lukaku skiftede for første gang til Chelsea for 10 år siden, da han som 18-årig ankom på Stamford Bridge fra Anderlecht under daværende manager José Mourinho.
Her lykkedes det ikke angriberen at slå igennem og efter lejeaftaler med WBA og Everton skiftede Lukaku til Goodison Park.
Chelsea forsøgte i 2017 at købe angriberen tilbage, men ved den lejlighed foretrak han et skifte til Manchester United, som solgte ham til Inter for to år siden.
I Serie A har Romelu Lukaku været brandvarm, og det er blevet til 64 mål i 95 kampe.
I sin klubkarriere står angriberen noteret for i alt 251 mål i 508 kampe. Også hos det belgiske landshold har Romelu Lukaku været afgørende. Her er det blevet til 64 scoringer i 98 kampe.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk









