Gå til hovedindhold

Roma fyrer klubikonet Daniele De Rossi som cheftræner

Af: Ritzau

Daniele De Rossi kunne ikke fortsætte de gode takter som træner for AS Roma, der har valgt at fyre ikonet.

AS Roma har onsdag valgt at fyre Daniele De Rossi som cheftræner efter en skuffende sæsonstart uden sejr. Det oplyser Roma på fodboldklubbens hjemmeside.

41-årige De Rossi havde ellers fået en permanent kontrakt på tre år tidligere på året, men samarbejdet er brat blevet afbrudt nu.

I mange år var De Rossi en af de bærende kræfter på Romas midtbane, og det gav ham status af ikon. De Rossi blev ansat som træner i januar og havde i starten stor succes.

En sæsonstart med fire kampe i Serie A uden sejr blev dog for meget for ledelsen, der ønsker at se andre veje.

-Klubbens beslutning er taget i holdets interesse for hurtigt at kunne genoptage den ønskede vej, på et tidspunkt hvor sæsonen stadig er i sin begyndelse, lyder det fra Roma.

De Rossi, som også bliver også takket i afskedssalutten, nåede dermed blot 30 kampe i spidsen for Roma.

I denne sæson er det blevet til uafgjorte kampe mod Cagliari, Juventus og Genoa, mens romerne har tabt til Empoli.

Roma ligger lige nu femtesidst i Serie A efter fire spillerunder.

/ritzau/

Andre gode nyheder