Gå til hovedindhold

Rekordsalg hjælper AGF til millionoverskud

Af: Ritzau

Salget af Albert Grønbæk skæppede godt i kassen hos AGF, som fik overskud i første halvdel af sæsonen.

Godt nok tjente AGF ikke så mange penge i første halvdel af sæsonen som i samme periode året forinden.

Men selskabet bag fodboldklubben kan alligevel notere sig et nyt millionoverskud. Det fremgår af halvårsregnskabet, som tirsdag er blevet offentliggjort.

I perioden fra 1. juli til 31. december fik AGF et overskud på 14,9 millioner kroner før skat. Det skyldes ikke mindst det lukrative salg af talentfulde Albert Grønbæk, som blev købt af norske Bodø/Glimt.

Salget er blevet beskrevet som historisk for AGF.

-For femte år i streg forventer vi at komme ud med et millionoverskud, siger AGF-direktør Jacob Nielsen i en kommentar til regnskabet.

-Resultatet for de første seks måneder er på den positive side blandt andet påvirket af historisk høje tilskuertal til vores kampe og rekordsalget af Albert Grønbæk til norske Bodø/Glimt. Vi kan også glæde os over, at vores sponsoromsætning er på et tilfredsstillende niveau for perioden.

Forventningerne til resultatet for hele regnskabsåret er dog faldet en anelse. Oprindeligt havde AGF regnet med at få et overskud på mellem 0 og 20 millioner kroner før skat. Nu lyder forventningen på mellem 0 og 15 millioner.

/ritzau/

Andre gode nyheder