Gå til hovedindhold

Randers FC kan møde Leicester City med Kasper Schmeichel

Af: Web

Tre danske klubber er med i knockout-runden i alle tiders første udgave af UEFA Europa Conference League.

Af Frits Ahlstrøm 

Men kun to af dem, Randers FC og FC Midtjylland, er involveret i mandagens lodtrækning til 1/16-finalerne, som foretages klokken 14:00 i UEFA’s hovedkvarter i Nyon. 

Randers FC var ligesom FC København med fra start i den nye liga og gik videre i kraft af en andenplads i sin gruppe. Mens FC Midtjylland sikrede sig adgang via en tredjeplads i UEFA Europa League. 

Følgende klubber er seedet til 1/16-finalerne: 

BK Bodø/Glimt, Maccabi Tel-Aviv FC, PAOK FC Saloniki, FK Partizan Beograd, FK Qarabag fra Aserbajdsjan, Randers FC og SK Slavia Praha samt enten SBV Vitesse Arnhem eller Tottenham Hotspur FC. 

Det afgøres formentlig ved skrivebordet om Vitesse eller Spurs bliver den ottende deltager. 

Med 11 point i fem kampe har Stade Rennais vundet sin pulje (og dermed sikret sig en plads i 1/8-finalerne), foran Vitesse (10 point i seks kampe), Spurs (7 point i fem kampe) og NŠ Mura fra Slovenien (4 point i fem kampe).  

Det ligger fast, at Vitesse slutter med 10 point, mens Stade Rennais og Spurs kan nå henholdsvis 14 og 10 point. 

Det resterende opgør mellem Stade Rennais og Tottenham Hotspur måtte udsættes fordi en stor del af spillerne i den engelske klub var testet positivt for Covid-19. Siden har de to klubber samt UEFA uden held forsøgt at finde en ny spilledato. 

Følgende klubber er useedet i lodtrækningen til 1/16-finalerne: 

Celtic FC, Fenerbahçe SK, Leicester City FC, Olympique de Marseille, FC Midtjylland, PSV Eindhoven, SK Rapid Wien og AC Sparta Praha. 

Med al respekt for alle deltagende hold får FC Midtjylland formentlig en nemmere modstander end Randers FC, som til gengæld har muligheden for en attraktiv kamp mod Leicester City FC med Kasper Schmeichel. 

Der gælder det samme i UEFA Europa Conference League som i de to andre europæiske turneringer for klubhold: at to klubber fra samme forbund ikke må mødes, og at det useedede hold har hjemmebane i det første opgør.  

Hvis stillingen er uafgjort sammenlagt efter ordinær spilletid i returkampen, bliver der forlænget spilletid med 2 x 15 minutter og derefter – om nødvendigt – en afgørelse på straffespark. 

FC København, der suverænt vandt sin pulje foran PAOK FC Saloniki, ŠK Slovan Bratislava og Lincoln Red Imps FC, er allerede klar til 1/8-finalerne sammen med Linzer ASK, KAA Gent, AS Roma, AZ Alkmaar, Feyenoord, FC Basel 1893 samt Stade Rennais (eller SBV Vitesse Arnhem, hvos den hollandske klub tilkendes en skrivebordssejr).  

Lodtrækningen til 1/16-finalerne foretages mandag klokken 14:00 i UEFA’s hovedkvarter i Nyon o og til 1/8-finalerne 25. februar.

Andre gode nyheder