Portugisisk kæmpetalent med 3 seniormål til Wolves for 300 millioner
Af: Web
Fabio Silva har spillet 24 førsteholdskampe for FC Porto, men har nu fundet vej til Premier League. Wolves har angiveligt lagt godt 300 mio. kroner for den 18-årige angriber.
FC Porto har leveret mange spillere til den europæiske topscene, og næste skud på stammen kan meget vel være Fabio Silva. Den 18-årige portugiser har spillet 24 kampe for Porto og har scoret tre mål i disse. Trods de beskedne tal, har Wolverhampton nu slået til og købt den yngste debutant i Porto.
Wolverhampton har angiveligt betalt Porto omkring 300 mio. danske kroner for Silva, der fyldte 18 i juli. Fabio Silva debuterede for førsteholdet, da han var blot 17 år og 22 dage gammel. I 2018/19-sæsonen viste det unge talent sig især frem i Youth League, som han og Porto vandt. Her bidrog Silva med fem mål i ni kampe.
Hos Wolverhampton har Fabio Silva fået en femårig kontrakt, og får trøjenummer 17.











