Gå til hovedindhold

Pinlig opførsel: Nu får Leeds-stjerne karantæne efter ballade mod Aston Villa

Af: Peter Schulz

Patrick Bamford fremprovokerede et rødt kort ved at filme og kan nu se frem til to spilledages karantæne.

De fleste har formentlig set situationen, hvor Leeds United kom på 1-0 mod Aston Villa fra weekenden.

Leeds United scorede målet på et tidspunkt, hvor Aston Villa forventede, at bolden ville blive sparket ud, så en spiller kunne modtage behandling.

Men furoren, der fulgte umiddelbart efter Mateusz Klichs scoring, endte med, at Aston Villas kantspiller Anwar El-Ghazi modtog et rødt kort for at have slået Patrick Bamford i hovedet.

Det røde kort blev uddelt efter konsultation hos linjedommeren, men reaktionen fra El-Ghazi er ikke til at tage fejl af. Han ved ikke, hvad det er, han skulle have gjort galt.

Replays af situationen - som du kan se i videoplayeren herover - viser dog også, at egypteren overhovedet ikke er i nærheden af at ramme Patrick Bamford i situationen, selv om englænderen falder om i græsset og tager sig til ansigtet.

Efterfølgende har det engelske fodboldforbund slettet Anwar El-Ghazis karantæne, så han kan være med i de kommende kampe.

Til gengæld har man idømt Patrick Bamford to spilledages karantæne for at bedrage dommeren. 

Den tidligere Chelsea-angriber må derfor nu sidde udenfor i Leeds Uniteds sidste kamp i den ordinære sæson, søndag på udebane mod Ipswich, og i den første af to playoff-semifinaler om oprykning til Premier League.

Her kan Leeds United faktisk  ende med at skulle møde Aston Villa endnu en gang, men det kræver, at man taber søndag til Ipswich, og at WBA samtidig vinder på udebane over Derby County.

Netop Derby County kæmper med Middlesbrough og Bristol City om den sidste plads, der sikrer deltagelse i playoffs om oprykning.

Alle kampe spilles søndag kl. 13.30 dansk tid, og du kan se både Derby County v West Bromwich Albion samt Aston Villa v Norwich City LIVE på Viaplay.

Andre gode nyheder