Pigerne kan spille 20 millioner hjem til DBU

For fire år siden i Sverige opnåede det danske kvindelandshold i fodbold bronzemedaljer i slutrunden om Europa Mesterskabet.
Skrevet af: Frits Ahlstrøm
Hvis kvinderne kan gentage den bedrift i slutrunden i Holland i juli næste år, indkasserer DBU mindst 11 millioner kroner.
UEFA har ikke alene udvidet turneringen fra 12 til 16 hold, men også øget startpenge og placeringspræmier væsentligt.
Alene for at deltage tilgodeses DBU med 2,2 millioner kroner; altså langt mere end udgiften på at forberede holdet.
En plads i kvartfinalerne belønnes med 3,7 millioner kroner og en plads i semifinalerne med yderligere 5,2 millioner kroner.
I finalen tildeles vinderen 9 millioner og taberen 7,4 millioner kroner.
I bedste fald kan Pernille Harder og hendes holdkammerater spille 20 millioner kroner hjem til DBU.
-Det lyder dejligt, siger Mette Bach til TV3 Sport. Især fordi vi altid har haft udgifter på at være med.
Mette Bach, der er medlem af DBU’s bestyrelse, glæder sig over holdningsændringen i UEFA.
-Jeg tillader mig at tro, der er tale om en sådan i betragtning af, UEFA har hævet tilskuddet til slutrunden med over 16 millioner kroner til i alt 60 millioner, bemærker Mette Bach.
I Sverige i 2013 vandt Danmark over Frankrig i kvartfinalerne efter straffespark, men tabte til Norge i semifinalerne; også efter straffespark.
Danmarks tre puljekampe i EM-slutrunden er mod Belgien den 16. juli, Holland den 20. juli og Norge den 24. juli.x½


