PAYBACK: Rasende Lazio-fans har fundet alternativ måde at give dommeren igen på
Af: Jonas Helmy
Ciro Immobile blev vist ud af dommer Piero Giacomelli efter brug af videohjælp i Serie A i kampen mod Torino. Nu rammer Lazio-fans ham på pengepungen.
Video Assistant Referee - også kendt som VAR eller videodommer - kom Piero Giacomelli til undsætning, da han mandag dømte Lazio-Torino i Serie A.
I slutningen af første halvleg tog dommeren turen ud til sidelinjen for at se en episode, hvor Lazios Ciro Immobile kom i klammeri med Torinos Nicolas Burdisso.
Og det viste sig at få afgørende betydning. Herefter var Giacomelli nemlig ikke i tvivl, og han hev det røde kort op af baglommen og sendte Immobile af banen.
Du kan se hele episoden - og Immobiles forseelse - i videoen herover
Lazios dedikerede fans var rasende efter udvisningen af deres stjerneangriber, og det viste sig også at koste klubben dyrt – de tabte efterfølgende 3-1.
Men det kan også komme til at koste Piero Giacomelli dyrt personligt.
For Lazio-fans har fundet ud af, at han ejer en cafe i Rom ved navn Café Rossetti som nu er blevet bombarderet med dårlige reviews på TripAdvisor fyldt med anmeldelser, der naturligvis refererer til 3-1-kampen mellem Torino og Lazio.
For eksempel kan man læse på TripAdvisor følgende anmeldelse af caféen.
”Det ville have været en god aften, men alt blev spoleret af én person, der ikke kunne udføre sit arbejde.”
Jonas Helmy
jonas.helmy@tv3sport.dk










