Gå til hovedindhold

Officielt: Rudé stopper som cheftræner i Kolding IF

Af: Christian Winther Johansen

Kolding IF og Albert Rudé er ikke enige om den videre vej frem og tager derfor afsked med hinanden.

Kolding IF holdt sig forleden aktuel i 1. divisions oprykningsspil med en flot 3-0-sejr over B93.

Men tirsdag er cheftræner Albert Rudé alligevel fortid i klubben efter 18 måneders ansættelse. Parterne er ikke enige om den videre kurs, lyder det fra klubben.

-Vi ønsker altid at handle til Kolding IF's bedste, og i vores løbende evalueringer med Albert er vi nået frem til, at vi ikke ser holdets fremtidige udvikling og de næste skridt i planerne på samme måde.

-Derfor er vi nået til enighed om, at vores veje skilles her, siger fodboldchef Niklas Nürnberg til klubbens hjemmeside.

Rudé nåede 39 kampe som cheftræner i klubben og efterlader holdet på femtepladsen i oprykningsspillet med seks point op til top-2, der rykker op i Superligaen.

-Albert har på godt 14 måneder efterladt et meget stærkt aftryk i klubben. Han er kommet med en stor karisma og personlighed, som har gjort indtryk på os alle, og han har bragt en faglighed og en professionalisme med sig, som har været med til at forbedre en række processer i vores arbejdsgange.

-Han efterlader et meget stærkt fundament, som vi kommer til at bygge videre på, siger Nürnberg om spanieren.

Kolding IF skriver, at arbejdet med at finde en afløser er iværksat.

/ritzau/

Andre gode nyheder