Gå til hovedindhold

Officielt: FC København sælger Kaufmann til Union Berlin

Af: Ritzau

Mikkel Kaufmann kan i den kommende sæson komme til at spille Champions League i Union Berlin.

Efter flere lejeophold i tyske klubber rykker FC Københavns angriber Mikkel Kaufmann nu permanent til Tyskland.

Mandag eftermiddag oplyser FCK, at klubben har solgt den tidligere AaB-spiller til Union Berlin, der i den forgangne sæson sluttede på fjerdepladsen i Bundesligaen og på den måde sikrede sig en Champions League-billet.

22-årige Mikkel Kaufmann kom til FCK fra AaB i 2020, men blev aldrig nogen succes i den danske hovedstad.

I sommeren 2021 blev han udlejet til Hamburger SV og har senest været lejesvend hos Karlsruher SC.

-Kaufmann har gjort det godt i Tyskland og passer rigtigt godt ind i tysk fodbold med sin måde at spille fodbold på, siger FCK-sportsdirektør Peter Christiansen.

-Det har vakt interesse blandt en del klubber dernede, og nu er vi blevet enige med Union Berlin om en transfer, der også økonomisk er fornuftig for os, siger han.

Ifølge flere medier kostede Mikkel Kaufmann 20 millioner kroner, da FCK købte ham i AaB i 2020. Og ifølge B.T. er det lykkedes københavnerne at få Union Berlin til at betale netop det beløb.

Det bekræftes dog ikke af FCK.

I Union Berlin får Mikkel Kaufmann to danske holdkammerater. Keeperne Frederik Rønnow og Jakob Busk er allerede i truppen.

Union Berlin leverede et formidabelt resultat i den seneste sæson, hvor klubben sluttede på fjerdepladsen i Bundesligaen.

Det betyder, at hovedstadsklubben i den kommende sæson skal spille Champions League.

Se Mikkel Kaufmann score for Karlsruhe i videoen herover.

Har du endnu ikke adgang til Viaplays sportspakke? Så kan du få det ved at klikke HER.

Andre gode nyheder