Gå til hovedindhold

Officielt: David Nielsen vender tilbage til trænergerningen

Af: Emma Sparre Juul Hansen Toft

David Nielsen, der tidligere har været cheftræner i 3F Superligaen, skal igen tilbage på sidelinjen. Han skal stå i spidsen for græske Kifisia, der lige nu ligger til nedrykning i den græske liga.

Den 47-årige tidligere fodboldspiller har skrevet kontrakt med Kifisia, som er gældende for resten af den nuværende sæson.

Her skal David Nielsen forsøge at redde den græske hovedstadsklub fra nedrykning. Kifisia er lige nu på en sidsteplads i den bedste græske fodboldrække, hvor det kun er blevet til en enkelt sejr i 13 kampe denne sæson.

Klubben har ellers præsteret flere oprykninger i træk gennem en årrække, hvor man er gået fra den fjerdebedste række i Grækenland til den øverste række.

Til Ekstra Bladet fortæller David Nielsen om sit nye job.

-Det her er den ultimative udfordring for mig. Det her job taler til alt i de ønsker, jeg har for min trænerfremtid.

-Jeg har længe villet prøve en udfordring i Tyrkiet eller Grækenland. Og så er det bare med at komme i gang, når muligheden opstår.

-Nu får jeg den her chance, og intet har kunnet stoppe mig. Det er virkelig en udfordring, jeg glæder mig til, fordi den er så anderledes, siger David Nielsen til Ekstra Bladet.

David Nielsen satte ikke kun kulør på 3F Superligaen i sin tid som træner for henholdsvis AGF og Lyngby BK. Han har også gjort sig bemærket med både mål og særlige frisurer, da han selv var spiller. Her nåede han 214 kampe i sin aktive karriere, mens han som træner nåede 207 Superligakampe.¨

Gense David Nielsens sidste interview i spidsen for AGF, hvor han fik en særlig hyldest på Ceres Park. Se det i videoen.

Andre gode nyheder