Gå til hovedindhold

Ny matchfixing-sag på vej: Sikrede bestikkelse Champions League til Wass og co.?

Af: Laurits Lyck

Den store, spanske avis El Mundo hævder at have optagelser, der beviser, at flere spillere lod sig bestikke, da Valladolid i sidste runde af La Liga-sæsonen tabte til Valencia.

En stor matchfixing-skandale er under opsejling i Spanien, skriver El Mundo tirsdag.

Sagen omhandler Valladolids 0-2-nederlag til Valencia i sidste runde af denne sæsons La Liga. Resultatet sikrede, at Valencia fik Spaniens fjerde Champions League-plads, to point foran Getafe.

El Mundo citerer en samtale mellem den tidligere La Liga-angriber Carlos Aranda og en anden person:

-Syv spillere er blevet bestukket, ikke flere. Sats 10.000 euro, og du vil vinde 20.000 euro, hører man angiveligt Aranda sige.

Aranda blev ifølge El Mundo anholdt sammen med den tidligere Real Madrid-spiller Raul Bravo og Valladolid-spilleren Borja Fernandez, der annoncerede sit karrierestop i maj. De er alle sigtet for sportskorruption, men blev efterfølgende løsladt mod kaution.

Ifølge avisen fortalte Carlos Aranda også en ven om kampen:

-Hør her, makker, Valencia vil vinde første halvleg og anden halvleg, ok?

-Du ved godt, hvordan det er; ingen andre må vide noget, men du ved, hvordan det er. Ingen. Ingen betyder ingen. Ingen. Ikke dine venner, ikke nogen som helst.

Valencia vandt som nævnt kampen 2-0 på scoringer i de 36. og 52. minutter. Valladolid endte sæsonen på 16.-pladsen, fire point over nedrykningsstregen.

Andre gode nyheder