Nu får Norge også sit ’vikar-landshold’ i fodbold
Det er den mest kaotiske situation, vi mindes at have oplevet.
Af Frits Ahlstrøm
Det siger Jon Jamessen fra Norges Fotballforbund (NFF) til TV3 Sport med henvisning til det norske landsholds deltagelse i UEFA Nations League.
Norge skulle søndag aften have spillet mod Rumænien, men de norske sundhedsmyndigheder nægtede holdet at rejse til Bukarest.
Spillerne havde siden mandag været samlet til træning i Oslo, hvor de skulle have spillet en venskabskamp mod Israel om onsdagen. Den blev aflyst på grund af et Corona-tilfælde i den israelske trup.
Samtidigt var den norske vice-anfører Omar Elabdellaoui fra Galatasaray SK blevet sendt i isolation på grund af symptomer på Covid-19.
Selv om alle andre i truppen var blevet testet negativ flere gange siden ankomsten til Norge, forbød det norske Helsedirektorat turen med charterfly til den rumænske hovedstad og påbød dem samtidigt at rejse hjem og gå i karantæne til og med den 22. november. Det gjaldt også for Sigurd Rosted fra Brøndby IF samt for den svenske cheftræner Lars Lagerbäck, der bor i Stockholm.
Dermed var de udelukket fra onsdagens kamp mod Østrig på Ernst-Happel-Stadion i Wien.
-Det kan blive dyrt for os på flere måder, mener Terje Svendsen, præsidenten i NFF. Vi risikerer at blive udelukket fra kvalifikationsturneringen til VM 2022 i Qatar og desuden miste chancen for at vinde vor pulje, der vil give oprykning til niveau A og dermed sportsligt og økonomisk langt mere attraktive modstandere.
Inden sidste spilledag er stillingen i puljen:
- Østrig 5 kampe – 8-5 i målscore – 12 point
- Norge 4 kampe – 11-3 i målscore – 9 point
- Rumænien 4 kampe – 3-8 i målscore – 4 point
- Nordirland 5 kampe – 3-10 i målscore – 1 point
UEFA afgør hvilke sportslige konsekvenser, afbuddet til Rumænien får.
-Sagen bliver forelagt vor disciplinærkomite, oplyser UEFA’s talsmand Thomas Giordano til TV3 Sport. Ifølge regulativerne er der tre mulige resultater af en kamp, der ikke er blevet spillet: en sejr på 1-0 til et af de to hold eller – forudsat begge hold har været forhindret i at stille hold – en lodtrækning mellem resultaterne 1-0, 0-0 og 0-1.
På den baggrund ligner det en sejr på 1-0 til Rumænien, eftersom Norge – om end med meget kort varsel, omkring et døgn – havde andre spillere til rådighed.
-Jeg har i mine første 30 år som medlem af UEFA’s disciplinærkomite aldrig oplevet en tilsvarende situation, fortæller DBU’s tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen til TV3 Sport. Men forleden var der et.
-Da det engelske landshold i futsal skulle spille i Nordmakedonien, fik de sundhedsmyndighedernes tilladelse til at rejse – på den betingelse, at spillerne efter hjemkomsten skulle i karantæne, tilføjer Jim Stjerne Hansen. Derfor aflyste Det engelske Fodbold Forbund kampen og blev dømt som taber med 5-0; det obligatoriske nederlag i futsal for at blive væk fra en kamp.
NFF behøver dog næppe frygte at blive diskvalificeret fra kvalifikationsturneringen med henblik på VM-slutrunden i 2022.
Med Lars Lagerbäck isoleret blev det pålagt cheftræneren for U/21-landsholdet, Leif Gunnar Smerud, at samle et hold af spillere, der med en enkelt undtagelse er tilknyttet udenlandske klubber.
-Jeg ved ikke hvor mange, han ringede til, erkender Jon Jamessen, der sammenligner situationen med den, vi oplevede i Danmark i 2018, da DBU på grund af spillerkonflikten måtte stille med ’vikar-landsholdet’ i en venskabskamp mod Slovakiet i Trnava.
Leif Gunnar Smerud har følgende 18 spillere til rådighed i Wien:
Per Kristian Bråtveit (Djurgårdens IF), Anders Kristiansen (Union Saint-Gilloise), Andreas Hanche-Olsen (KAA Gent), Ruben Gabrielsen (Toulouse FC), Daniel Granli (AaB), Andreas Vindheim (AC Sparta Praha), Julian Ryerson (1. Union Berlin), Jørgen Skjelvik (OB), Tobias Børkeeiet (Brøndby IF), Kristoffer Askildsen (UC Sampdoria), Fredrik Ulvestad (Djurgårdens IF), Kristian Thorstvedt (KRC Genk), Sondre Tronstad (Vitesse Arnhem), Mats Møller Dæhli (KRC Genk), Håkon Evjen (AZ Alkmaar), Ghayas Zahid (APOEL FC Nicosia), Jørgen Strand Larsen (FC Groningen) og Veton Berisha /Viking BK Stavanger).
Kun fem af spillerne har optrådt på det norske A-landshold:
Jørgen Skjelvik (7 kampe), Fredrik Ulvestad (3), Mats Møller Dæhli (23 / 1 mål), Ghayas Zahid (1) og Veton Berisha (4 / 1 mål).
NFF overvejede, at spillerne af praktiske grunde burde rejse direkte fra deres hjembyer til Wien, men UEFA og sundhedsmyndigheder forlangte, de skulle testes et og samme sted inden afrejsen. Så i stedet blev de samlet på et hotel nær lufthavnen i Gardermoen nord for Oslo, hvorfra de i løbet af tirsdagen tager med charterfly til den østrigske hovedstad.











