Norouzi: Mike J-succes overrasker mig ikke

Af: Ritzau
Mike Jensen har i vinterpausen skiftet Brøndby ud med Rosenborg.
I sin første Tippeliga-kamp for Rosenborg i sidste weekend blev Mike Jensen matchvinder, da han tordnede et flot langskud op i det ene målhjørne.
Det har efterfølgende fulgt til stor ros af danskeren fra både Rosenborg-træner Per Joar Hansen og fra adskillige norske medier, og i Brøndby er den tidligere holdkammerat Daniel Norouzi ikke overrasket over midtbanespillerens succes.
-
Nej, det er jeg egentlig ikke. Jeg er 100 procent sikker på, at Mike, da han valgte klub, vidste, at det var det rette valg for ham. Han er utrolig klog på det område, og jeg tror, at han fandt en klub, der matchede ham, siger Daniel Norouzi til Onside.dk.
-
Han fandt en klub, hvor han kunne gå ind og tage ansvar, ligesom han også gjorde i Brøndby. Han er en dygtig spiller og han skal nok få en masse succes i Rosenborg - det er jeg ikke i tvivl om, tilføjer Norouzi.
Mike Jensen og Rosenborg skal i kamp igen den 1. april, hvor det gælder opgøret mod Brann hjemme på Lerkendal.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









