Neymar fejrer fødselsdag på fancy natklub for PSG-holdkammerater to dage før kamp – Tuchel er ikke fan
Af: Web
Paris Saint-Germains flamboyante superstjerne Neymar fejrede søndag aften, at han er rundet de 28 år. Useriøst, mener PSG-manager Thomas Tuchel.
Neymar er mindst lige så god uden for banen til at tiltrække sig opmærksomhed, som han er det på banen.
Historierne af relativt negativ karat vælter ind denne weekend, selvom de fleste har sympati for ham oven på den mærkværdige episode fra 5-0-sejren over Montpellier, hvor han fik en advarsel for at være … Neymar.
Læs mere om den historie lige her
Efter slutfløjt og endnu en storsejr til samlingen inviterede Neymar en række af sine holdkammerater til fødselsdagsfest på en af Paris’ mest eksklusive klubber YoYo en spytklat fra Eiffeltårnet.
Det var søndag – eller rettere sagt natten til mandag – og PSG spiller igen i ligaen tirsdag.
Netop derfor fandt PSG-manageren, Thomas Tuchel, der tydeligvis ikke var inviteret til festen, det yderst uheldigt.
-Bataljen med Mbappe efter udskiftningen og så Neymars fødselsdag. Det er unødvendige forhindringer, siger Thomas Tuchel ifølge BBC.
-Det får os til at fremstå useriøse og uprofessionelle. Det forstærkes kun, når der bliver snakket så meget om sådanne ting efterfølgende, som der gør.
Angel di Maria, Edinson Cavani, Marco Verratti, Kylian Mbappe, Mauro Icardi og også Lyon-stjernen Memphis Depay deltog ved festen formentlig sammen med flere PSG-spillere.











