NC: 'Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp' - Del 3

Fortsat fra NC: 'Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp' - Del 2

Uden diskussion udstrålede de danske spillere den samme glæde ved fodbold som brasilianerne. Men taktisk spillede Pionteks udvalgte ikke som Brasilien. Så langtfra. I den banebrydende 3-5-2-formation var Danmark et kontrahold af guds nåde med en kerne af spillere, der for de flestes vedkommende havde fået deres fodboldopdragelse i Holland og Belgien. Hollænderne havde oplært dem i højt pres og i konstant at bevæge sig for boldføreren. Af belgierne havde de lært at spille på offside og fange modstandernes forsvar i ubalance. Vist var der flere offensive end defensive folk i rækkerne, og vist var de mest lysende profiler angriberne Preben Elkjær og Michael Laudrup. Men skåret ind til benet var Olsen-banden en kreativ omstillingsmaskine, der hvilede på et betonfundament med kaptajnen Morten Olsen som libero bag mandsopdækkerne Ivan Nielsen og Søren Busk. Trioen blev suppleret af folkene på den bageste midtbane, Jens Jørn Bertelsen og ikke mindst Søren Lerby, der var så rå og kompromisløs, at en tysk journalist mente at vide, at han drak blod til morgenmad.

Med andre ord var det et stærkt underholdende, men velafbalanceret mandskab, Sepp Piontek sendte på banen, hvad Steen Ankerdal understregede i sin bog, Landsholdet – Fodboldlandsholdet gennem 100 år:

»Det er pladderromantik og sludder at påstå, at 80’-holdet spillede rent på følelser og intuition. Selvfølgelig var der mening bag galskaben – og en organiseret defensiv med klare rollefordelinger. Kontraspillet var allerede dengang udgangspunktet, fordi det både psykologisk og praktisk lå bedst til de spillere, som Piontek rådede over.«

Ved VM i Mexico nåede landsholdet epokens højdepunkt i gruppespillet mod de barske uruguayanere, der var forsvarende sydamerikanske mestre. Den 8. juni 1986 leverede Danmark et lærestykke i innovativ overfaldsfodbold, og efter 6-1-sejren i Nezahualcoyotl udnævnte adskillige udenlandske medier holdet til VM-favorit. Den efterfølgende kamp mod Vesttyskland gjaldt kun kejserens skæg i den forstand, at begge på forhånd havde kvalificeret sig til turneringens næste fase. Danmark vandt med 2-0, men som sædvanlig havde de snu prøjsere læst bedre på lektien end de urutinerede modstandere.

Mens Vesttyskland fik en relativt let opgave i ottendedelsfinalen mod Marokko, skulle Sepp Pionteks folk hen foran den spanske tyr, der allerede to år forinden havde stanget os ud af EM i Frankrig. Også denne gang blev danskerne maltrakteret, og med et nederlag på hele 1-5 var de rød-hvide færdige ved VM, hvorefter pressen i bagklogskabens klare lys dadlede landstræneren for ikke at have smidt den afsluttende gruppekamp, så man havde undgået Spanien.

Retorikken var for så vidt forståelig, for mens Danmark måtte rejse hjem fra VM, fortsatte Vesttyskland hele vejen til finalen, og hvem ved – det kunne danskerne måske også have gjort. Ikke desto mindre affærdigede Piontek harmdirrende kritikken:

»Ud over at man ikke kan tabe med vilje, så ville det have ødelagt alt det, vi var berømmet for, nemlig at spille med hjertet.«

Heri ramte han lige midt i skiven. Godt nok var Sepp Piontek tysker af fødsel, men han forstod bedre end de fleste den danske folkesjæl. Vi blev ikke verdensmestre i Mexico, selv om vi havde en trup med kvaliteterne til det. 1986-holdet repræsenterede det ypperste af, hvad Danmark formentlig nogensinde kommer til at præstere inden for fodbold. Naturligvis er triumfen seks år senere ved EM i Sverige isoleret betragtet den største bedrift i dansk idræts historie. I den forbindelse er det næppe for meget sagt, at præstationen med tiden er blevet et pejlemærke for stort set alle os danskere over 30 år, der for de flestes vedkommende har en klar erindring om, hvor og i hvilket selskab vi befandt os hin brandvarme juniaften, da Tyskland blev besejret i finalen på Nya Ullevi i Göteborg.

Hen ad vejen er der opstået adskillige urbane myter om, hvor godt et tag, Richard Møller Nielsens ensemble havde i befolkningen. Det er for så vidt ganske forståeligt, for vist er det eventyragtigt, at det overhovedet lod sig gøre at vinde.

Samtidig var der fra Dansk Boldspil-Unions side tale om et markedsføringsmæssigt stunt af format at fremstille spillerne som en flok livsnydere i badesandaler, der indimellem tog sig den frihed at tage på McDonald’s i samlet flok for at få stillet den værste sult. Det var noget, menigmand kunne forholde sig til, og dermed blev jorden gødet for etableringen af et særligt fællesskab.

Men at sammenligne europamestrenes folkelige forankring med firserlandsholdets er noget kontrafaktisk hutlihut. Smuk, passioneret og frem for alt inddragende fodbold er således ikke begreber, man med rimelighed kan hæfte på dette middelmådige kollektiv, der kun slap med i slutrunden på en fribillet, fordi Jugoslavien blev udelukket som følge af den frygtelige borgerkrig, der endte med at sønderrive landet.

Originale humørspredere var der ikke mange af, og med undtagelse af målmanden Peter Schmeichel og angriberen Brian Laudrup kunne ingen måle sig sportsligt med medlemmerne af Sepp Pionteks vidunderlige mandskab. Som konsekvens dekreterede Richard Møller Nielsen fra begyndelsen af sin embedstid en henholdende og kontrabaseret spillestil, hvilket var ganske forståeligt, men alligevel rev tabloidpressen den taktisk begavede fynbo i næsen, at han begik forræderi mod de danske traditioner for offensiv og attraktiv fodbold.

I så henseende var det ikke befordrende for Møller Nielsen, at den bedste spiller, nationen nogensinde har fostret – Michael Laudrup – undervejs i EM-kvalifikationen trak sig tilbage i protest over den defensive stil. I hverdagen var Laudrup bedre vant i FC Barcelona, hvor verdensmanden Johan Cruyff stod for træningen, hvorfor det lå lidt tungt med at identificere sig med den jordbundne Ricardos skabelonsøvelser.

Den beslutning har den ældste af Laudrup-brødrene formentlig fortrudt mere end en enkelt gang siden da, og efter slutrunden vendte han da også tilbage på landsholdet. Paradoksalt nok hjalp det ikke De Rød/hvide i retning af nye triumfer, og allerede i kvalifikationen til VM i USA blev danskerne atter væltet omkuld af den spanske tyr. Det udløste en tsunami af kritik, hvad der nådesløst understregede, at europamestrenes folkelige forankring udelukkende var funderet i ét forhold, nemlig at de sikrede sig EM i Göteborg.

Selv om det i fodbold frem for alt handler om at vinde, er der indimellem ting, som er vigtigere. Det udlevede Elkjær og kompagni bedriften i Mexico. Med berusende fodbold gjorde de sig fortjent til folkets kærlighed, selv om de endte med at gå til grunde med et brag. I virkeligheden betød det ikke så meget. For Pionteks hold sikrede sig en permanent rolle i fodboldens store heltefortælling, og den slags betyder til syvende og sidst mindst lige så meget som en montre med et støvet trofæ.

Hvil i fred, Sepp, og tak for dit gigantiske bidrag til dansk fodbold.