Gå til hovedindhold

NC: 'Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp' - Del 2

NC: 'Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp' - Del 2

Herunder kan du læse anden del af Niels Christian Frederiksens mindeord "Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp".

Fortsat fra NC: 'Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp' - Del 1

Hvad angår popularitet, var fodboldlandholdet i 1980’erne det tætteste, vi herhjemme kommer på en egentlig symbiose mellem et sportshold og befolkningen. Med få undtagelser var medlemmerne af Sepp Pionteks ensemble sønner af arbejder- og middelklassen, og dem var det ikke vanskeligt at identificere sig med. Begejstringen over de mageløse knægte ville næsten ingen ende tage, og flere end 20.000 roligans rejste til Frankrig for at følge nationalmandskabets første store bedrifter under EM i 1984. Med til historien hører, at disse klaphatte-klædte festoriginaler drak sig fra sans og samling, men i det store hele opførte de sig ordentligt, hvad UNESCO kvitterede for med tildelingen af en ærefuld fairplay-pris som symbol på, at danskerne i modsætning til de samtidige britiske hooligans rent faktisk skabte en fremragende kulisse omkring kampene.

For dem var det et tilbagevendende klimaks at opleve Preben Elkjær og kompagni udfolde sig på de internationale baner, men som Per Høyer Hansen beskriver det i bogen Fodbold VM Mexico ’86, rakte de rød-hvides format langt ud over bare at underholde:

»I fattigfirserne blev landsholdet et samlingsmærke, der gav titusinder af danskere en ny og fælles identitet. Når legionærerne landede i København, stod der en aura af krigsveteraner og hjemvendte sønner omkring dem; og i den nedslidte Idrætspark blev de båret frem af et så fanatisk publikum, at det ene point næsten var sunget og brølet hjem på forhånd. At støtte landsholdet var ikke blot en modesag. Nok var tilskuermassen tydeligt inspireret af latinske kulturer og de senere års karneval, der også havde nået Danmark. Men nationalismen sad dybere. Landsholdet blev et symbol på, at også et meget lille land kan komme til storhed og ære. Den i Danmark bosatte svenske forfatter, Per Olov Enqvist, udlagde det som en moderne version af H. C. Andersens eventyr om den grimme ælling, der omsider blev til en stolt svane. Nu havde Danmark ikke blot en verdensberømt eventyrdigter, men også et verdensberømt fodboldhold. For mange depressive danskere i det kriseramte velstandssamfund fik tilværelsen en helt ny dimension.«

Gå videre til: NC: 'Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp' - Del 3

Andre gode nyheder