NC: 'Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp' - Del 1

Af: Niels Christian Frederiksen

I 1979 blev der fra den ene dag til den anden vendt op og ned på tingene i dansk fodbold, da Dansk Boldspil-Union omsider fandt tiden moden til at ansætte en landstræner med professionel baggrund. Den slags gik der i sagens natur ikke tolv af på dusinet i Dannevang, og med forbundsformand Carl Nielsen som tovholder blev der i stedet kigget ud over landets grænser. Syd for Ejderen rettedes opmærksomheden mod den 39-årige Josef Emanuel Hubertus Piontek, der senest stod i spidsen for Haiti efter tidligere at have trænet mandskaber som Werder Bremen, Fortuna Düsseldorf og St. Pauli.

Han var en inkarneret piberyger, men ellers havde vesttyskeren intet tilfælles med de amatørledere, der hidtil havde varetaget udtagelsen af spillerne til det danske landshold. Denne sportsligt invaliderende praksis gjorde Sepp Piontek op med allerede inden sin tiltrædelse, for når alt kom til alt, var det ham, der stod til ansvar for de sportslige præstationer, hvorfor det vel var meget rimeligt, at han fik ret til eksklusivt at håndplukke sine væbnere. Trods Pionteks germanske Gründlichkeit lod resultaterne vente på sig, og allerede efter de første tre kvalifikationskampe til VM i Spanien stod det klart, at danskerne heller ikke denne gang kom med.

Hen ad vejen begyndte de første tegn på forbedringer at vise sig, og i den efterfølgende EM-kvalifikation slog Danmark sig i skarp konkurrence med England sensationelt videre til slutrunden i Frankrig. Undervejs beviste den energiske Lokeren-angriber, Preben Elkjær, at han hørte til blandt de bedste i branchen, men også Allan Simonsen, Søren Lerby, Frank Arnesen og den taktisk begavede Morten Olsen, der i løbet af kvalifikationen blev holdets nye libero og anfører, markerede sig fornemt.

Ét var, at Sepp Piontek sammentømrede et verdensklassehold, noget andet var, at han trods de ihærdigste anstrengelser ikke kunne eliminere den lalleglade festkultur, som kendetegnede nationalmandskabet siden begyndelsen af 1970’erne. Devisen hos de udlandsprofessionelle var, at nok var det umuligt at vinde kampene, men hjemme i trygge omgivelser fik man i det mindste et åndeligt frikvarter, hvorfor flere af spillerne gik så meget til den på de københavnske natbeværtninger, at de ofte vendte sanseløst berusede tilbage til deres daglige arbejdsgivere. Sepp Piontek havde selv oplevet det på egen krop som træner i Werder Bremen, da Per Røntved omtrent var en uge om at komme til hægterne igen oven på en landsholdssamling, og derfor var det magtpåliggende for den ambitiøse vesttysker at komme uvæsenet til livs. Tidligt i forløbet straffede Piontek truppen ved at flytte overnatningerne fra det fornemme Hotel Globetrotter på Amager og til Idrættens Hus i Brøndby. Ude i betonbunkeren på Vestegnen var der hverken tv eller fri telefon på værelserne, og sengene var hårde som bly, men skridtet var ifølge landstræneren nødvendigt for at få spillerne til at koncentrere sig om deres primære opgave, nemlig at vinde fodboldkampe:

»De er sigøjnere. Rækker du dem en lillefinger, tager de hele armen. Kører du dem ikke stramt, ved du ikke, hvor du har dem!«

Som det traditionelt er tilfældet med spillerne på det brasilianske landshold, fungerer danskerne imidlertid bedst, når rammerne ikke er alt for stive, og Sepp Piontek blødte da også snart op på sit standpunkt, hvorefter truppen holdt flyttedag til Hotel Marina i Vedbæk. Her kom landstræneren til at tilbringe mange sene aftentimer i lobbyen for at kontrollere om spillerne nu også vendte tilbage til den aftalte tid efter deres obligatoriske udflugter til Diskotek Tordenskjold på Kgs. Nytorv. Der var i dén grad overskud på humørkontoen – og i bødekassen – men takket være holdets fine resultater blev der set gennem fingre med det meste, og offentligheden blev sparet for de skandaler, der kom til at præge landsholdet et kvart århundrede senere.

En del af forklaringen var utvivlsomt, at sportsreporterne færdedes hjemmevante iblandt spillerne og helt naturligt gav stiltiende samtykke i forhold til, hvilke historier der ikke tålte dagens lys. Dengang var det reglen, snarere end undtagelsen, at fodboldjournalisternes nestor, Knud Lundberg, diskuterede taktik med landstræneren over frokostbordet på Hotel Marina, alt imens hans kollega på Tipsbladet, Per Høyer Hansen, fra tid til anden blev kaldt i audiens hos Sepp Piontek for at aflægge rapport om, hvad de seneste tendenser var i udlandet. Kort fortalt var journalisterne som i Brasilien en integreret del af landsholdet, og det levede Svend ’Spejlæg’ Nielsen i sandhed op til, da Allan Simonsen brækkede benet under EM’s åbningskamp i 1984 på Parc des Princes i Paris. Her sneg Ekstra Bladets udsendte sig med i ambulancen under påskud af, at han var i familie med den danske stjernespiller ...

Gå videre til: NC: 'Tak for dit gigantiske bidrag, Sepp' - Del 2