Gå til hovedindhold

Nattebrand koster drenge i berømt Rio-fodboldklub livet

Af: Ritzau

Talentfulde unge fodboldspillere lå og sov i bygning hos den brasilianske klub Flamengo, da der udbrød brand.

En brand på træningsanlægget hos den brasilianske fodboldklub Flamengo i Rio de Janeiro har kostet ti mennesker livet. Der er flere tilskadekomne. 

Det oplyser myndighederne i den brasilianske storby.

Blandt de døde er ungdomsspillere i alderen 14-17 år, oplyser avisen O Globo.

Branden brød ud ved Ninho do Urubu, som er et træningsanlæg, hvor klubbens unge spillere er indkvarteret.

-De unge fra Flamengos unge fodboldhold sov dér på det tidspunkt, fortæller brandmanden Douglas Henaut til Globo.

Branden startede omkring klokken 05.00 lokal tid og ramte en bygning, som bruges af de unge spillere. Lokale kilder melder om, at branden var slukket klokken 07.30 lokal tid.

Træningsanlægget bruges også af Flamengos professionelle fodboldhold. De skulle angiveligt have trænet senere på morgenen.

Ingen af ofrene er endnu identificeret, men seks unge spillere og fire teamledere er blandt de omkomne. Det siger tv-kanalen Sportv ifølge AFP.

De tilskadekomnes tilstand er endnu ukendt, men de er fragtet til et lokalt hospital. De skal ifølge BBC være spillere på 14 og 15 år.

Hvordan branden er opstået er endnu uvist.

Flamengo er Brasiliens rigeste fodboldklub og berømt internationalt. Klubbens største stjerne i nyere tid er spilleren Zico.

Ungdomsspillere hentes typisk i Brasiliens provinser. Mange kommer fra fattige familier. De bor på klubbens træningsanlæg, mens de læres op.

HUSK, at du søndag kan se Manchester City - Chelsea på TV3 MAX og Viaplay med optakt fra kl. 16:30

Andre gode nyheder