
Det islandske landshold er blevet et af de mest attraktive i international fodbold.
Af Frits Ahlstrøm
-Vi oplevede en stigende interesse for at spille imod os allerede efter EM-slutrunden i Frankrig, og nu da vi har kvalificeret os til VM-slutrunden i Rusland, strømmer det ind med henvendelser og invitationer, fortæller Ómar Smárason til TV3 Sport.
Ómar Smárason er pressechef i Det islandske Fodbold Forbund.
-Almindeligvis kunne det knibe med at finde modstandere til vore venskabskampe, tilføjer han. Nu kan vi selv vælge og vrage.
Senest har Island fået en invitation fra Qatar med alt betalt for et otte dages ophold i Doha med to kampe mod henholdsvis Tjekkiet den 8. november og Qatar den 14. november.
Interessen i Island har fremrykket planerne for at udvide Laugardalsvöllur, det nationale stadion i Reykjavik, som blev indviet i 1959.
-Det omfatter 9.800 siddepladser, men nu skal kapaciteten udvides til mellem 17.000 og 20.000 siddepladser, og samtidigt skal løbebanerne omkring græstæppet fjernes, så det bliver et rigtigt fodboldstadion, oplyser Ómar Smárason.
Island har 330.000 indbyggere, hvoraf omkring 125.000 bor i hovedstaden.
Landsholdets 50-årige cheftræner Heimir Hallgrimsson har kontrakt til og med VM-slutrunden.
-Det er vort indtryk, han gerne vil fortsætte, og i så fald gør han det, mener Ómar Smárason.
Heimir Hallgrimsson blev tilknyttet landsholdet i 2013 som assistent for den svenske cheftræner Lars Lagerbäck. Året efter blev de sidstillet.
Efter EURO 2016 i Frankrig overtog han ansvaret alene, da Lars Lagerbäck vendte hjem til Sverige (for i sommeren 2017 at påtage sig jobbet som cheftræner for det norske landshold).
Heimir Hallgrimsson er uddannet tandlæge og praktiserer stadig. Hans popularitet i Island er så stor, at folk gerne står i kø for at komme til behandling hos ham.









