Gå til hovedindhold

Mourinho afviser Serie A-klub - vil til Man Utd

Mourinho afviser Serie A-klub - vil til Man Utd

Af: Ritzau

Jose Mourinho har allerede afvist storklub i Italien, fordi han håber på at få jobbet som manager hos Manchester United, rapporterer avis.

Det tog ikke længe før tilbuddene til den fyrede Chelsea-manager Jose Mourinho begyndte at tikke ind.

Den portugisiske træner, der tidligere på ugen mistede sit job på Stamford Bridge efter en elendig begyndelse på titelforsvaret i Premier League med blot 15 point for 16 kampe, har således allerede modtaget jobtilbud fra AS Roma.

Det er Independent on Sunday, der rapporterer, at Jose Mourinho allerede har takket nej til tilbuddet om at afløse franske Rudi Garcia i den italienske storklub.

Nej, José Mourinho ønsker et hurtigt comeback til topfodbolden, men ikke i Italien. Ifølge avisen går Mourinho nu efter jobbet som manager for Manchester United.

På Old Trafford sidder Louis van Gaal muligvis løst i sædet efter en periode på en hel måned med seks kampe uden sejr - og nederlag i de seneste tre kampe til Wolfsburg, Bournemouth og senest Norwich City på hjemmebane.

Manchester United har vundet blot fire kampe ud af de seneste 15 under hollænderens ledelse og er i den periode røget ud af Champions League i gruppespillet.

Lørdag besøgte Jose Mourinho imidlertid en tidligere assistent i Aitor Karanka, der står i spidsen for Middlesbrough i den næstbedste række. Spanierens hold vandt 3-0 i topbraget på udebane mod Brighton & Hove Albion.

HUSK at du kan se både Serie A og Premier League-fodbold på TV3 SPORT og Viaplay i dag.

Vi indleder kl. 12.25 med opgøret mellem Carpi og Juventus og fortsætter med Fiorentina-Chievo. De to kampe er på TV3 SPORT 1 og Viaplay.

På TV3 SPORT 2 og Viaplay kan du fra kl. 14.25 se Watford tage imod Liverpool, og senere følger Swansea City mod West Ham United.

Andre gode nyheder