Gå til hovedindhold

Messis kåbe under VM-jubel vækker vrede hos kritikere

Af: Ritzau

Kommentatorer og iagttagere undrer sig over, hvorfor Lionel Messi blev iført en Qatar-kåbe midt i VM-fejring.

Kort før Lionel Messi skulle løfte VM-trofæet i triumf, blev argentineren iført en sort kåbe af emiren fra Qatar, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Der er tale om en såkaldt bisht, som i den arabiske verden er et traditionsrigt statussymbol, der bæres ved særlige begivenheder af højtstående personligheder.

Det skal ses som en hyldest af Messi, men flere eksperter og journalister undrer sig over påfundet og mener, at Messi burde have fejret triumfen uden kåben.

-Der er noget underligt ved, at Messi bliver iført en bisht.

-Qatar ønsker, at dette skal være landets øjeblik lige så meget, som det er Messis og Argentinas, skriver Tariq Panja, der er forfatter og journalist for The New York Times, på Twitter.

Miguel Delaney, The Independents cheffodboldskribent, mener, at det er et eksempel på sportswashing, som det kaldes, når et land forsøger at forbedre sit omdømme gennem sport.

-Det passer måske til værten, men det er usædvanligt for en VM-finale, og det kan beskrives som den sidste brik i forhold til sportswashing, skriver Miguel Delaney.

Den tidligere landsholdskollega Pablo Zabaleta er heller ikke begejstret for billederne af Messi i kåben.

-Hvorfor? Der var ingen grund til det, siger Pablo Zabaleta, der i dag er ekspert på BBC.

Laurie Whitwell, journalist på The Athletic, er enig og kalder det mærkeligt og unødvendigt.

-Qatar ønskede tydeligvis at være til stede i World Cup-trofæbillederne og satte derfor den sorte bisht på Messi.

-Det skal være et øjeblik for spillerne, ikke værten, skriver han på Twitter.

Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani var stolt over at iføre Messi den sorte og let gennemsigtige kåbe samt at have afviklet VM i landet.

-Vi har opfyldt vores løfte om at organisere et exceptionelt verdensmesterskab af et arabisk land.

-Det gav os muligheden for at vise verden rigdommen i vores kultur og originaliteten af vores værdier, lyder det fra emiren.

/ritzau/

Andre gode nyheder