Gå til hovedindhold

PSG: Her er dommen over Kylian Mbappés ankelskade

Af: Ritzau

Kylian Mbappé slipper med skrækken efter sin skade i den franske pokalfinale, melder Paris Saint-Germain.

Paris Saint-Germain-angriberen Kylian Mbappé slipper med en forstuvning efter fredagens pokalfinale.

Det skriver den franske mesterklub lørdag eftermiddag på sin hjemmeside.

Skaden vil dog blive undersøgt endnu grundigere inden for de næste 72 timer, lyder det videre.

Det er fortsat uvist, om skaden vil holde Mbappé ude af PSG's kommende kampe.

På fredag møder PSG i den franske ligacup-finale Lyon, mens holdet 12. august skal op mod italienske Atalanta i Champions League-kvartfinalen.

Angriberen udgik efter godt en halv times spil af pokalfinalen mod Saint-Etienne, efter at han blev tacklet på anklen.

Han blev efterfølgende undersøgt på Neuilly-sur-Seine-hospitalet, skriver nyhedsbureauet Franceinfo.

Tidligere på lørdagen takkede Mbappé dog på de sociale medier sine fans for støtten.

Hovedstadsklubben vandt pokalfinalen over Saint-Etienne med 1-0 på et mål af Neymar efter et kvarters spil.

Andre gode nyheder