Cornelius er tæt på at have fundet en ny arbejdsgiver.
Af Jon Bang Sørensen
De italienske klubber har travlt i disse dage, da transfervinduet i Serie A lukker fredag d. 17. august.
Mange klubber mangler de sidste justeringer i truppen, inden det for alvor går løs i det fodboldgale støvleland.
Det kan betyde nye græsgange for den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius, der siden skiftet til Atalanta sidste sommer ikke har formået at spille sig til en startplads for det italienske mandskab.
Nu har Udinese rettet kikkerten mod danskeren, rapporterer det italienske medie Corriere di Bergamo.
Serie A-mandskabet har angiveligt anmodet om at leje Andreas Cornelius til den kommende sæson. Danskeren virker langt fra spilletid i Atalanta, og derfor vil en lejeaftale umiddelbart give god mening for Andreas Cornelius, hvis han ønsker at spille mere fodbold.
Atalanta har sat deres lid til den blot 19-årige Musa Barrow fra Gambia, der gjorde en god figur for italienerne i sidste sæson. Derudover har de hentet den colombianske angriber Duvan Zapata, der angiveligt vil blive førstevalg for den norditalienske klub i den kommende sæson.











