Marc Overmars er Brian Priskes nye chef i Royal Antwerp
Af: Ritzau
Brian Priske skal fremover have Marc Overmars som chef i Royal Antwerp, hvor Overmars bliver teknisk chef.
Marc Overmars, der i februar forlod sin stilling som sportsdirektør i Ajax efter en krænkelsessag, bliver ny teknisk chef i den belgiske fodboldklub Royal Antwerp.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed skal han være chef for danske Brian Priske, der er cheftræner i klubben.
Marc Overmars forlod hollandske Ajax, efter at det kom frem, at han havde sendt upassende sms'er til adskillige af klubbens kvindelige ansatte.
Da Overmars forlod Ajax, citerede klubben ham i en pressemeddelelse for, at han skammer sig over sine handlinger, og at han ikke så nogen anden udvej end at forlade klubben.
Bestyrelsesformanden i Ajax, Leen Meijaard, sagde, at Overmars nok var den bedste sportsdirektør, som Ajax nogensinde havde haft.
I videoen øverst i artiklen kan du se højdepunkterne fra Marc Overmars´ tidligere klub Ajax´s returkamp mod Benfica i Champions League.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









