Målmandslegenden Ronnie Hellström er død - 72 år gammel
Af: Ritzau
Svenske Ronnie Hellström, der i 1970'erne blev anset som en af verdens bedste målmænd, er død.
Den svenske fodboldlegende Ronnie Hellström er død i en alder af 72 år. Det oplyser hans familie ifølge den svenske avis Expressen.
Hellström var målmand og var i mange år sidste skanse på det svenske landshold og for både Hammarby i hjemlandet og tyske Kaiserslautern.
I 1970'erne blev Hellström anset som værende en af verdens bedste målmænd, og i både 1971 og 1978 blev han kåret som Sveriges bedste fodboldspiller.
Ved VM i 1974 var han med til at hjælpe Sverige til en femteplads. I alt blev det til 77 optrædener for nationalmandskabet fra 1968 til 1980.
På klubplan var det i Hammarby, han fik sin professionelle fodboldopdragelse. Hellström var ungdomsspiller i Stockholm-klubben og spillede for den frem til 1974. Her gik turen til Kaiserslautern, hvor Hellström endte med at spille i ti år.
Med Kaiserslautern nåede Hellström to gange frem til finalen i den tyske pokalturnering. Begge blev dog tabt. Mesterskaber blev det ikke til.
Fire år efter han var stoppet i Kaiserslautern, gjorde han i 1988 comeback for en meget kort bemærkning, da han spillede en enkelt kamp for Sundsvall i Allsvenskan, som på grund af skader havde hentet Hellström ind.
I november sidste år fortalte Hellström, at han i marts havde fået konstateret kræft i spiserøret. Han døde tidligt søndag med sin familien omkring sig, lyder det.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










