Målmand tilbage med succes 56 dage efter kæbebrud
Lukáš Hrádecký er tilbage på banen efter sin kæbe-operation.
Af Frits Ahlstrøm
Den 28-årige finske landsholdsmålmand med en fortid i Esbjerg FB og Brøndby IF holdt buret rent, da Finland indledte Nations League med en sejr over Ungarn i Tammerfors.
I den modsatte ende brillerede en anden tidligere spiller i Brøndby IF, 28-årige Teemu Pukki, med kampens eneste scoring allerede efter syv minutters spil. Det var hans 13. mål i 64 landskampe, men hans første siden han i sommer kom til Norwich City FC.
Lukáš Hrádecký fejrede sejren med at gribe en megafon og synge for på de finske supporters sejrssang.
Det var 57 dage siden, Lukáš Hrádecký ved et rutinemæssigt tandlæge-eftersyn fik konstateret en alvorlig infektion i kindbenet, der nødvendiggjorde et operativt indgreb og en længere periode kun med flydende føde.
Nu får han omsider sin første reelle optræden for Bayer 04 Leverkusen, som han i maj skiftede til på en fri transfer efter tre sæsoner i Eintracht Frankfurt.
Lukáš Hrádecký var glad for, at det finske landsholds cheftræner Markku Kanerva sendte bud efter ham, selv om han ikke havde været i kamp i den nye sæson.
-Jeg fik først på selve kampdagen besked om, at jeg skulle være med fra start, fortæller Lukáš Hrádecký til TV3 Sport. Det er vigtigt at få så megen kamptræning som muligt. Det vakte da også glæde i min klub, at jeg blev udtaget. Men det var begrænset hvor meget, ungarerne virkeligt udfordrede mig.
Derfor håber Lukáš Hrádecký på at skulle spille for Finland mod Estland i tirsdagens kamp i Nations League i Turku; i så fald hans 46. landskamp.
-Det vil gavne mig inden vi på lørdag skal møde FC Bayern München i Bundesligaen på Allianz Arena, tilføjer han.
Bayer 04 Leverkusen er tredjesidst efter nederlag på 2-0 til VfL Borussia Mönchengadlach og 3-1 til VfL Wolfsburg.
Tre spillere i den danske Superliga bidrog til den finske sejr over Ungarn: Paulus Arajuuri fra Brøndby IF og Joni Kauko fra Esbjerg fB samt – i de sidste 25 minutter – Tim Sparv fra FC Midtjylland.
Jesse Joronen, målmanden i FC København, sad på bænken i hele kampen.
Lukáš Hrádecký har indgået en femårig kontrakt med Bayer 04 Leverkusen, som i UEFA Europa League er i pulje med AEK Larnaca FC (Cypern), FC Zürich (Schweiz) og PFC Ludogorets 1945 (Bulgarien).

