Af: Ritzau
Paulo Fonseca kommer ikke til at stå på sidelinjen for Lyon før engang i december.
Lyon-træner Paulo Fonseca har af den franske ligaorganisation LFP fået karantæne helt frem til 30. november.
Det oplyser organisationen på den franske fodboldliga Ligue 1's hjemmeside.
Det sker, efter at Paulo Fonseca søndag blev rasende på dommeren Neoit Millot i forbindelse med Lyons kamp mod Brest.
Millot havde vist Fonsea et rødt kort, fordi han havde brokket sig over et VAR-gennemsyn for et muligt straffespark til Brest. Fonseca reagerede ved at fare op i ansigtet på dommeren, før spillere og kolleger i staben fik ham væk.
I skrivelsen fra Ligue 1 fremgår det, at Paulo Fonseca hverken før, under eller efter kampe må være i nærheden af bænken eller dommernes omklædningsrum, ligesom han ikke må varetage "officielle funktioner" på kampdage.
Den del gælder til og med 30. november.
Til og med 15. september må han heller ikke være i omklædningsrummet, på banen, i spillertunnelen eller i nogen områder, der støder op til eller leder hen til de nævnte områder.
Paulo Fonseca har kun været i Lyon i lidt mere end en måned og har nået blot fem kampe på sidelinjen for den franske klub.
Lyon har i skrivende stund ikke reageret på dommen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








