Gå til hovedindhold

Lyngbys 16-årige målmager besøgte Ajax og Dortmund

Af: Ritzau

Blot 16-årige Jens Odgaard viste sig for første gang frem på den danske seniorscene med en scoring mod AaB i pokalturneringen, men han har også vist sig frem i udlandet for nyligt.

Til dagligt spiller han på U17-holdet i Lyngby, men onsdag blev han målscorer for klubbens førstehold, da de hjemme tabte med 1-2 til AaB i DBU Pokalen.

Jens Odgaard er bare 16 år gammel. Alligevel blev han sendt på banen i det 64. minut, og blot 25 minutters seniorfodbold skulle angriberen fra årgang 99 bruge til at score sit første mål.

  • Det er en ekstrem spiller. Det er en spiller, der har alle muligheder for at blive rigtig dygtig. Han scorer mål konstant på ungdomslandsholdene, scorer mål på vores U-hold og kommer ind i dag (mod AaB onsdag, red.) og spiller en kamp på Superliga-niveau og scorer.

  • Han begynder at komme i spil til at spille på vores førstehold også, siger træner David Nielsen til TV3 SPORT.

Nielsen er ikke uvant med de helt unge stjernefrø. Det var nemlig den danske træner, der stod i spidsen for norske Strømsgodset, da Martin Ødegaard i en alder af bare 16 år blev solgt til Real Madrid.

TV3 SPORTs fodboldekspert Jesper Thygesen var heller ikke sen til at give Jens Odgaard tilnavnet "Jens Ødegaard".

Selvom det brede Fodbolddanmark først fik øjnene op for Odgaard onsdag, har man allerede uden for landets grænser set det unge stjernefrø an.

Han var i foråret på besøg hos Ajax, og i efterårsferien var han så på en ugens træningsophold hos Dortmund.

  • Der var kæmpe forskel på Ajax og Dortmund. I Ajax var det meget med hurtige afleveringer, og i Dortmund var det benhårdt og meget mere fysisk, siger Jens Odgaard.

Han står noteret for 14 officielle kampe og fire scoringer for de danske U16- og U17-landshold.

Du kan øverst i artiklen se hans mål fra onsdagens pokalkamp.

Andre gode nyheder