Lyngby henter gammel kending tilbage

Af: Ritzau
Lyngby Boldklub har hentet en gammel kending til klubben i form af angriberen Lasse Rise, som kommer på en fri transfer.
Det meddeler klubben onsdag.
Rise forlod Lyngby for fem et halvt år siden, og han har efterfølgende været i Randers FC og Esbjerg. Hans kontrakt med Lyngby strækker sig til 31. december 2017.
-
Lyngby har været min førsteprioritet hele vejen, og mine snakke med David har bekræftet at det er det rigtige for mig. Jeg kender også mange af spillerne her, og ved at det er dygtige fodboldspillere og at her er et godt omklædningsrum, siger Lasse Rise til klubbens website.
-
Jeg vil gerne være med til det projekt, der er i Lyngby så jeg er glad for at være tilbage og glæder mig til at bidrage -- forhåbentlig med mål og en masse godt offensivt spil, forklarer offensivspilleren.
Hos Lyngby glæder cheftræner David Nielsen sig over det kommende samarbejde.
- Jeg har forberedt Lasse på, at han får den hårdeste sommer i hans liv og det er han klar til at gennemføre. Det vidner om en moden spiller, der ønsker at presse det bedste frem i sig selv til holdets bedste, siger David Nielsen.
29-årige Lasse Rise har spillet i alt 84 kampe i Alka Superligaen hos Lyngby, Randers FC og Esbjerg, og her er det blevet til i alt 12 scoringer.
Den nye sæson i Alka Superligaen indledes 15. juli på TV3 SPORT og Viaplay.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







