Luna fra Spanien: Roserne vælter ned over Wass
Der bliver uddelt masser af spanske roser til Daniel Wass efter Celta Vigos pokaltriumf mod Real Madrid onsdag aften, fortæller Luna Christofi fra Spanien.
Daniel Wass spillede en stor kamp og scorede et vigtigt mål til 2-1, da Celta Vigo onsdag aften sendte Real Madrid ud af Copa del Rey-kvartfinalen.
TV3 SPORTs reporter Luna Christofi er bosat i Spanien og følger fodbolden på den Iberiske Halvø tæt, og hun noterede sig, at Wass under kampen fik stor ros af de spanske kommentatorer.
-Tv- og radiokommentatorerne hernede var meget begejstrede og imponerede af ham under kampen. Det var "Wass, Wass, Wass", fortæller Luna Christofi til tv3sport.dk.
Udover at glæde sig over en plads i semifinalerne i Copa del Rey kan Daniel Wass også varme sig ved, at der er flotte ord til ham i de spanske aviser dagen derpå.
-I den store sportsavis AS har Wass som den eneste spiller i kampen fået tre hjerter, og samtidig har han fået æren af at være "El Crack", som er avisens betegnelse for kampens stjernespiller, siger Luna og fortsætter:
-Samtidig skriver avisen "Wass leverede et stykke exceptionelt arbejde hele kampen igennem, som blev krydret med målet, der sendte Real Madrid endegyldigt ud".
Der bliver trukket lod til semifinalerne i Copa del Rey fredag, og indtil videre er Celta Vigo, Atlético Madrid og Alaves med i bowlen.
I aften bliver det afgjort, om FC Barcelona eller Real Sociedad skal i semifinalen, når de to mandskaber tørner sammen i returkampen på Camp Nou.
SE FC BARCELONA-REAL SOCIEDAD DIREKTE PÅ TV3 SPORT 1 OG VIAPLAY FRA I AFTEN KL. 21.10.
Christian Nielsen
christian.nielsen@viasat.dk










