Liverpool, AC Milan og Lyon interesseret i Villa-back

Af: Ritzau
Fransk venstreback fra Aston Villa tiltrækker interesse fra adskillige europæiske storklubber, skriver L'Equipe.
Jordan Amavi har været ude med en korsbåndsskade siden november og var således ude af stand til at gøre noget ved Aston Villas nedrykning fra Premier League.
Måske derfor er adskillige klubber interesseret i at snuppe den 22-årige franske venstreback?
I hvert fald rapporterer L'Equipe, at Premier League-klubben Liverpool har givet Jordan Amavis agent besked om, at man er interesseret - også selv om franskmanden har døjet med et knæproblem.
Aston Villa er angiveligt klar til at sælge venstrebacken for 14 millioner euro eller lidt over 100 millioner danske kroner.
Liverpool har denne sommer været sat i forbindelse med flere forskellige venstrebacks - Raphael Guerreiro fra Lorient, Jonas Hector fra FC Köln, Jetro Willems fra PSV samt Leicester Citys Ben Chilwell - som mulige afløsere for udskældte Alberto Moreno.
Men Liverpool kan snart få konkurrence om Jordan Amavi, for ifølge L'Equipe har også AC Milan samt to franske klubber, hvor den ene er Lyon, lagt billet ind på den tidligere Nice-spiller.
Jordan Amavi kom til Aston Villa fra Nice for et år siden, men han nåede blot fire Premier League-optrædener for klubben i efteråret inden sin skade.
Hos Nice nåede han 60 kampe og fire mål i de to foregående sæsoner.
Derudover er det blevet til syv kampe og et enkelt mål på U21-niveau for Frankrig.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










