Lindstrøm sprudler i Frankfurts sejr over Hertha Berlin
Af: Ritzau
Jesper Lindstrøm spillede en god kamp for Frankfurt, som vandt 3-0 over Hertha Berlin med Oliver Christensen.
Med en smuk assist og flere lækre detaljer var Jesper Lindstrøm en af de mest iøjnefaldende spillere for Eintracht Frankfurt, som lørdag vandt 3-0 hjemme over Hertha Berlin.
I den tætte top i Bundesligaen rykkede Frankfurt med sejren op på femtepladsen med 35 point efter 19 kampe.
Hertha Berlin, der havde den danske keeper Oliver Christensen med i hele kampen, er placeret under nedrykningsstregen med blot 14 point.
Frankfurt afgjorde reelt kampen i første halvleg med to mål, og begge gange var det den velspillende franske landsholdsangriber Randal Kolo Muani, som scorede.
Muani tilkæmpede sig et straffespark, som han selv omsatte til 1-0-målet efter 21 minutter. Oliver Christensen kastede sig til den forkerte side.
Syv minutter senere serverede Lindstrøm smart bolden med en stikning til hurtige Muani, som fordoblede sin måltotal og føringen i kampen.
Oliver Christensen kom blæsende ud mod Muani, der elegant sendte bolden forbi danskeren.
Frankfurt kontrollerede generelt kampen i anden halvleg, og i tillægstiden cementerede Frankfurts Buta sejren med målet til 3-0.
Flere mål blev der ikke scoret i kampen, og dermed er Frankfurt stadig ubesejret siden oktober med nu seks ligakampe i træk uden nederlag.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










