Lindstrøm bliver matchvinder i stor Frankfurt-triumf - se højdepunkterne mod Porto her
Af: Ritzau
Jesper Lindstrøm blev matchvinder, da Eintracht Frankfurt vandt 1-0 ude over Marseille i Champions League.
Tirsdag blev en stor dag for den danske fodboldspiller Jesper Lindstrøm.
Om formiddagen blev han udtaget til fodboldlandsholdets forestående Nations League-kampe, og om aftenen blev han matchvinder, da Eintracht Frankfurt vandt 1-0 ude over Marseille i Champions League.
Kort inden pausen bankede han Frankfurt i front med et hårdt og fladt venstrebensskud.
Lindstrøm deltog selv i opspillet til målet, men til sidst var det en dårlig Marseille-blokering, der endte med at spille danskeren fri i feltet.
Det var Lindstrøms første fuldtræffer i Europas bedste klubturnering, og det var hans ottende Frankfurt-scoring siden skiftet fra Brøndby i sommeren 2021.
Kort inde i anden halvleg var Lindstrøm tæt på at blive dobbelt målscorer, men målmandens hånd og overliggeren forhindrede en scoring.
Danskeren lever dog nok med afbrænderen, for han kan nu kalde sig for Frankfurts første matchvinder nogensinde i Champions League.
Klubben har ikke deltaget i Europas bedste klubturnering siden Champions League-forløberen Europa Cuppen for mesterhold. Frankfurt nåede finalen i 1960.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










