Gå til hovedindhold

Legende offentliggør sit mobilnummer i håb om at få sit Rolex-ur tilbage

Francesco Totti, den italienske fodbold-legende, har offentliggjort sit telefonnummer til sine 3,7 millioner følgere på Instagram.

Af Frits Ahlstrøm

Den usædvanlige beslutning skyldes, at han er fortvivlet og ulykkelig over at have mistet sit Rolex-ur.

-Kære venner, skriver Francesco Totti.

-Jeg henvender mig til jer i håb om, at en af jer kan hjælpe mig med at finde det ur, der har været en slags talisman for mig i hele min karriere. Det er måske som at lede efter en nål i en høstak, men det skader i al fald ikke at gøre forsøget.

Der er tale om et Daytona Rolex med en hvid urskive og en speciel urrem med to plader med bogstaverne C og C indgraveret. De står for Cristian og Chanel; navnene på henholdsvis hans søn og datter.

-Jeg siger jer tak for at kikke efter det, tilføjer Francesco Totti.

-Hvis I skulle finde det, må I meget gerne ringe til mig på mit mobilnummer: +39 348 8888940. Så kommer jeg personligt for at hente det.

Den nu 43-årige Francesco Totti spillede i hele sin karriere (1992-2017) for AS Roma og lavede 307 mål i 786 kampe. Han hjalp klubben til at vinde Serie A i 2001 og Coppa Italia i 2007 og 2008 og blev desuden fire gange kåret som Årets Spiller i Italien.

Francesco Totti er noteret for 9 mål i 58 landskampe, deriblandt VM-finalen i Berlin i 2006, da Italien besejrede Frankrig.

OBS: Vi opfordrer til at lade være med at ringe til nummeret, med mindre DU af en eller anden grund skulle have hans ur.

Andre gode nyheder