Gå til hovedindhold

Lars Jacobsen bliver ny chef for fodboldlandsholdet

Af: Ritzau

Den tidligere landsholdsback Lars Jacobsen skal fra 1. maj stå for det praktiske omkring fodboldlandsholdet.

Den tidligere landsholdsspiller Lars Jacobsen bliver chef for herrelandsholdet i fodbold. Her skal han stå for det praktiske i forbindelse med landsholdet.

Det skriver fodboldmediet Bold, som har talt med Dansk Boldspil-Unions fodbolddirektør, Peter Møller.

-Med over 80 landskampe i rødt og hvidt kender Lars kulturen omkring landsholdet og ved, hvad der kræves for at præstere på allerhøjeste niveau, siger Peter Møller til Bold.

Lars Jacobsen starter på sit nye arbejde 1. maj, hvor han afløser Christian Nørkjær.

Den tidligere højreback er fodboldekspert på TV 2. Her fortsætter han frem til udgangen af april.

Lars Jacobsen skal ikke være ekspert i forbindelse med de to landskampe mod Nordmakedonien samt enten Irland eller Tjekkiet, skriver Bold.

Jacobsen nåede at spille 81 landskampe for Danmark. Her var han med til VM i Sydafrika i 2010 og EM i Polen og Ukraine to år senere.

/ritzau/

Andre gode nyheder