Gå til hovedindhold

Lampard alene registreret hos Manchester City

Lampard alene registreret hos Manchester City

Af: Ritzau

Frank Lampard er registreret hos Premier League alene som Manchester City-spiller.

Den nye MLS-klub New York City FC annoncerede, at Frank Lampard ville slutte sig til holdet i den nye sæson, og midtbanespilleren blev benyttet i det markedsføringsmateriale, som skulle sørge for at sælge merchandise og sæsonkort.

Men Frank Lampard har tilsyneladende på intet tidspunkt underskrevet nogen kontrakt med MLS-klubben. Det afslører Associated Press.

Og da Frank Lampard skiftede til Chelseas rivaler fra Manchester City tidligere på sæsonen - og senere forlængede aftalen - var der ikke tale om en lejeaftale mellem de to klubber, som det ellers var troet.

Således bekræfter Premier League, at Frank Lampard alene er registreret som Manchester City-spiller.

  • Premier League har søgt og modtaget forsikringer fra Manchester City om, at der ikke er nogen aftale mellem klubben eller City Football Group (holdingselskabet, red.) med New York City FC vedrørende spilleren, skriver Premier League til Associated Press.

Hos New York City FC ved man endnu ikke, hvornår man får glæde af Frank Lampard, som nu er på kontrakt hos Manchester City frem til sæsonafslutningen.

  • Hans præcise startdato hos New York City FC vil blive bekræftet undervejs i EPL- og MLS-sæsonen, lød meldingen fra den amerikanske klub nytårsaften.

35-årige Frank Lampard har indtil videre spillet 19 kampe og scoret syv gange i Manchester Citys lyseblå trøje.

Andre gode nyheder