Kvist: Ingen dramatik i bænketjans

Af: Ritzau
2013 har været et turbulent år for den danske midtbanemotor, William Kvist. Først ragede han i foråret uklar med daværende træner, Bruno Labbadia, for derefter at blive sat af holdet. Dernæst var Kvist rygtet væk fra Stuttgart hele sommeren for pludselig at blive genfødt i klubben, da Labbadia blev fyret kort før transfervinduets lukning.
Ungdomstræner Thomas Schneider tog over efter Labbadia, og det var ham, der gav Kvist endnu en chance, men altså også ham, der nu har sat den tidligere FCK-mand af. Det er dog ifølge Kvist selv relativt udramatisk:
-
I modsætning til tidligere er der intet dramatik i det. De to kampe, vi spillede efter landskampspausen, var helt forfærdelige. Vi tabte klart og fortjent til Schalke og Borussia Mönchen-Gladbach, og træneren blev nødt til at reagere. Han satte mig og tre andre på bænken til Hannover-kampen.
-
Den kamp vandt de så, og så er det klart, at han giver genvalg til det hold. Det er en helt forståelig reaktion, og jeg har haft en fin snak med træneren om det, siger 28-årige William Kvist til Ekstra Bladet.
De tyske medier har endnu engang været hurtig til at dømme danskeren færdig i klubben, men det har landsholdsspilleren overskud til at se det sjove i:
- Medierne er hurtige på aftrækkeren med at sætte folk på salgslisten, lige så snart de er ude af holdet. Det gælder i alle klubber hernede, at en bænket spiller straks får et til salg-skilt i nakken, griner William Kvist.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









