Kunne have vundet større: Seks vilde minutter var nok for Spanien
Af: Andreas Roesen
Det kunne have gået langt værre for Costa Rica ved deres første kamp ved VM.
Spanien havde nemlig masser af spil og chancer, mens de også tillod sig at brænde et straffespark, som Daniela Solera Veiga reddede som en del af en strålende præstation i Costa Ricas mål.
Det ændrede dog ikke ved, at det blev til en stensikker spansk sejr fredag formiddag dansk tid.
Spanien havde tilmed taget sig den frihed at lade holdets helt store stjerne Alexia Putellas starte på bænken. Hun har gennem det seneste års tid været på vej tilbage fra en grim korsbåndsskade.
Uden hende kunne de rødblusede dog sagtens brillere alligevel, og de scorede tre gange på seks minutter og punkterede dermed opgøret.
Du kan se højdepunkterne fra kampen i klippet øverst.
Med sejren topper Spanien gruppen, der tæller Zambia og Japan. som mødes lørdag klokken 9.00. Det opgør kan du se på Viaplay og TV3 Sport.

Andreas Roesen
andreas.roesen@nentgroup.com









